Feltstudie, religions-sociologi af Erik Meier Carlsen - november 2008

Ny-buddhisme i Bhutan

Trashi Chödzong, Bhutans vigtigste dzong og sæde for Bhutans regering og "monastic body"

Ligesom globaliseringen meget synligt har ændret det danske religiøse klima og de religiøse former,
der påkalder sig opmærksomhed her i landet, er en sammenlignelig ændring indtruffet i de seneste
årtier i gamle buddhistiske kultursamfund i Asien.
Mens nogle forskere har talt om, at asiatiske religioners gennembrud i den vestlige kultursfære har
været en omvending af den massive vestlige kulturpåvirkning i Asien siden koloniseringen, kan man
måske nu tale om en "omvending af omvendingen". Karakteristiske træk ved såkaldt nyreligiøsitet i
vesten viser sig nu i tiltagende omfang i nye religionsformer i gamle asiatiske kultursamfund.
Som et eksempel har jeg under en netop afsluttet studierejse1 til Bhutan interviewet en række
bhutanesere om deres udøvelse af buddhistisk religion og praksis i de seneste år.
Inden jeg introducerer de interviewede, vil jeg kort skitsere Bhutans religiøse og kulturelle
udvikling.
Landet har siden de sidste århundreder af det første årtusinde e.v.t. været en integreret del af det
tibetansk-buddhistiske kulturområde, som især udviklede sig efter buddhismens etablering som
"statsreligion" for Tibet omkring år 800 e.v.t. Bhutan ligger syd for Himalaya, der afgrænser den
tibetanske højslette mod syd og mod vest. Men siden buddhismens indførelse har der været livlig

1
Jeg opholdt mig i Bhutan fra den 15. september til d. 24. oktober 2008. Jeg har tidligere besøgt Bhutan i 1998 og
gennemførte da jeg på en måneds rejse besøgte flere dale.
trafik og kulturel kontakt mellem det tibetanske "moderland" og dalene på den tibetanske sydside,
der i de første mange århundreder var selvstændige små-riger i de enkelte dale.
Men i midten af det 17. århundrede etablerede en højtstående tibetansk lama, Shabdrung Rinpoche,
en samlet stat Bhutan ved at samle kontrollen over en snes nabo-dale under et militært opgør med
den tibetanske centralregering, hvor d. 5. Dalai Lama på samme tid vandt magten og etablerede en
mere sammenhængende kontrol over den tibetanske højslette, der efter det tibetanske "imperium"s
sammenbrud i det 10. århundrede også havde været opdelt i større eller mindre kloster-stater og
kongeriger.
Mens den reformerte gelugpa-sekt var grundlaget for d. 5. Dalai Lamas magtovertagelse, tilhørte
Bhutans nye hersker Shabdrung Rinpoche en af Tibets ældre sekter, drukpa-sekten, og den
fortrlængte i meget vid udstrækning det brogede billede af flere sekter, der hidtil havde rådet.
Bhutan blev - som i central-Tibet - en form for theokrati med Shabdrung Rinpoche og hans
efterfølgende inkarnationer som både verdslig og religiøs leder - som Dalai Lama'erne.
Shabdrung Rinpoche etablerede i de vigtigste bhutanesiske dale særlig fæstninger, såkaldte
dzong'er, der rummede kun det regionale magtapparat og drukpa-sektens lokale hoved-kloster og
tempel (lhakhang).
Drukpa-sekten blev en stærkt hierarkiseret og magtfuld organisation. Som i Tibet blev de vigtigste
adelslægter og jordbesiddere vævet sammen med det religiøse hierarki gennem inkarnations-
systemet, idet de vigtigste lama'er og religiøse ledere ofte blev "fundet" blandt børn af ledende
adelsfamilier. Igennem det meste af det 20. århundrede har Bhutan været stærkt isoleret, fjernsyn
var forbudt indtil 1998 og turismen er holdt på et minimum gennem guidede-ture med en betydelig
minimums-pris.
Gennem de knap fire århundreder, hvor Bhutan har eksisteret som selvstændig stat, har der dog
været en ganske livlig kontakt mellem de buddhistiske centre i Tibet og Bhutan. Ved siden af den
dominerende drukpa-sekt overlevede i Bhutan som et mindretal nyingmapa-sekten, Tibets ældste
sekt. det havde blandt andet at gøre med, at den bhutanesiske nyingmapa-mester og såkaldte
skattefinder Pema Lingpa fra det 14. århundrede var en kulturhelt i Bhutan, hvor flere adelsslægter
påberåbte sig slægtsforbindelse med mesteren. Som skattefinder var Pema Lingpa blandt de
buddhistiske mestre, d er i den tibetanske kulturkreds, gennem 1000 år har modtaget nye religiøse
tekster gennem en form for åbenbaringer, således at nyingmapa-sekten har leveret en exceptionel
"åben kanon" gennem alle årene, og disse skatte-tekster eller "terma-er" er blevet en afgørende del
af nyingmapa's identitet i både Tibet og Bhutan. Nyingmapa-sekten var langt mindre organiseret og
hierakisk end de nyere sekter og dannede ofte rammen om den lokale landsby-lama's virke, hvilket
dog ikke hindrede at karismatiske nyingmapa-lamaer har haft stor indflydelse på lokale ledere,
ligesom den 5., d. 13. og d. nulevende 14. Dalai Lama har lagt vstor vægt på at modtage
undervisning fra store nyingmapa-mestre.
Efter Pema Lingpa har flere af Tibets mest betydningsfulde terma-mestre besøgt og beboet Bhutan i
kortere eller længere perioder.

I det 20.århundrede organiserede Bhutan sig som et kongerige især efter britisk inspiration. Den
sidste inkarnation af statens grundlægger Shabdrung Rinpoche blev myrdet, formentlig på kongelig
ordre i 1931. Men Bhutan har bevaret et meget stærkt og hierakisk "monastic body" af drukpa-
munke og -lama'er, der udgør mellem 2 og 4 procent af befolkningen, og hvis leder, Je Khenpo,
udpeges af kongen blandt de ledende lama'er.

Imidlertid er den mest vitale del af den religiøse kultur i Bhutan i dag præget af nyingmapa-skolen,
der nyder en særlig protektion fra "dronningemoderen", den fjerde konges mor, der har nære
familierelationer til nabolandet Sikkim, som er domineret af nyingmapa-sekten. Afgørende for den
nyere udvikling er dels ankomsten af traditionelt meget højt placerede mestre fra Tibet efter den
tibetanske exodus i 1959, dels den særlige udvikling af buddhistiske undervisnings- og praksis-
former, der har udviklet sig efter store tibetanske lama'ers massive succes i den vestlige kultursfære.
De to allermest respekterede, nu afdøde nyingmapa-mestre, der forlod Tibet i 1959, Dudjom
Rinpoche og Dilgo Khyentse Rinpoche, har begge været knyttet til Bhutan og specielt til den
bhutanesiske kongefamilie. I kølvandet på de store tibetanske lama'ers erobring af vestlige disciple
er der gennem de seneste 40 år udgivet en massiv strøm af tibetansk-buddhistisk litteratur på
engelsk, især i USA, en litteratur der omfatter både en lang række af buddhismens klassiske skrifter,
men også af "moderne" belæringer, med udgangspunkt i transcripts af især nyingmapa-mestres
undervisning af vestlige elever.

I Bhutan er engelsk blevet et fælles kultur- og forretningssprog af flere grunde, blandt andet fordi de
"oprindelige sprog" i Bhutan omfatter fire selvstændige sprog og en række dialekter. Det har
betydet, at denne litteratur er blevet tilgængelig for almindelige uddannede bhutanesere i betydeligt
omfang. Tidligere var alle tekster alene tilgængelige på det klassiske tibetanske skrift-sprog, der var
ulæseligt for det store flertal af befolkningen, som ikke havde modtaget de højt specialiserede
undervisning de klassiske skrifter på klosterunivesiteterne (shedra).

I Bhutan talte jeg med:

Karma Phuntso, en af Bhutans fremmeste akademikere og samfundsdebattører. Karma Phuntsho

blev født i 60'erne det centrale Bhutan. Han studerede Buddhisme i drukpa-sektens Cheri-kloster i
Bhutan, fortsatte sine studier i tibetanske eksil-klostre i Indien. Han tog en doktorgrad i
buddhistiske studier ved Oxford University i 2003 på en afhandling af én af Tibets største
nyingmapa-mestre Mipham Rinpoche. Han er for tiden research associate i departementet for
social anthropology, Cambridge University.

Karma Phuntso er en nær ven af nogle af Bhutans mest respekterede nyingmapa-mestre, blandt
andet den nulevende inkarnation af Pema Lingpa, Gangteng Rinpoche, der har vundet tusindvis af
elever i flere vestlige lande, USA, Canada, Tyskland og Frankrig. Jeg fulgtes med Karma Phuntso
på en rejse indtil den smukke Phobjinka-dal, hvor Gangteng-klostret ligger. Det er netop blevet
gennemgribende restaureret med midler, dels indsamlet blandt vestlige disciple, dels bevilget af den
bhutanesiske regering, dels ofret af dalens lokale beboere. Gangteng klostret er både langt mere
traditionelt autentisk i sine ritualer og mere vitalt og engagements-betonet end durkpa-sektens
traditionelle ritualer i de store dzong'er.

Chimed, datteren af den førnævnte tibetanske storlama Dilgo Khyentse Rinpoche, som i dag leve ri
ægteskab med to tibetanske mænd, hvor af den ene er en anerkendt inkarneret mester fra Syd-Tibet,
Minyak Rinpoche. Hun er mor til en af de i vesten bedst kendte nulevende nyingmapa-mestre
Sechen Rabyam Rinpoche, der residerer dels i et tibetansk eksilkloster i Nepal, dels i et kloster nær
Bhutans mest hellige sted, Taktsang-klostret, i Paro-dalen. Da jeg mødte hende var hun netop
hjemvendt fra en rejse i USA og Europa med sin søn. Under rejsen havde hun mødt Hans Hellighed
Dalai Lama i Frankrig. Hun er en karismatisk skikkelse, underviser ikke selv, men støtter sin søn og
for Dzongsar Khyenste Rinpoche, en bhutaneser, der er anerkendt som reinkarnation af en af Tibets
mest værdsatte lama'er og som var hovedelev af Dilgo Khyenste Rinpoche.

Padma, en kvindelig medarbejder på det danske Liaison Office i Bhutans hovedstad Thimpu. Hun
er en moderne bhutaneser i fyrrene, har rejst i Asien, men ikke i vesten. Hun er blevet en del af en
ny, religiøs mode-strømning, en voksende gruppe af kvinder, som i hvert fald tæller mange
hundrede, som følger ovennævnte Dzongsar Khyentse Rinpoches bror, der også er lama og som
underviser i den klassiske tibetansk-buddhistiske meditationsmetode chöd, der består i en rituel
ofring af kroppen til tilkaldte dæmoner. Denne spektakulære ritual-form, der udføres ledsaget af
meget smuk tibetanske sang og brug af en stor håndtromme har også vundet betydelig udbredelse i
vesten.

Dorje, ung bhutaneser i slutningen af tyverne, som jeg mødte i et lille kloster, Chökor Yangtse, der
ligger på toppen af et bjerg i Thimpu-dalen. Her udførte han sammen med fem seks dels
jævnaldrende, dels ældre medpraktiserende, en såkaldt "tresårs-tilbagetrækning", hvor de
praktiserende isolerer sig fra omverdenen og helt fokuserer på en daglig praksis i fire-fem
meditations-sessioner af flere timers varighed. Han og hans fæller stammer fra en forholdsvis
isoleret dal, Lhuntse, hvor nyingmapa-sekten traditionelt har stået meget stærkt. Han havde i sit
lille, spartansk indrettede meditationsrum en plakat med fremtrædende mestre i den tibetanske
buddhisme. Af de ca. 60 gengivne mestre, havde jeg, hovedsageligt i Europa og USA, mødt de 20,
hvad vi fællesskab glædede os meget over.

De fire personer, som jeg mødte og interviewede, tegnede et overbevisende billede af en vital
strømning i den moderne udgave af bhutanesisk buddhisme, der i høj grad taler til nye generationer
af "åbne og påvirkelige mennesker", som ifølge religionssociologen Colin Campbell kan kaldes
cults. De karakteriseres ved overbevisning og organiserer sig på et løst institutionelt grundlag, og
svarer meget godt til Campbells opsummering af organisatoriske karakteristika ved cults:

"Sociological accounts of the cult tend to describe it as individualistic and loosely structured, in
contrast to the communal and cohesive organization of the sect. Also unlike the sect, the cult makes
few demands on its members, is tolerant of other organizations and faiths and is not exclusivist.
Members do not act in common as a group so much as share "a parallelism of spontanous religious
spontaneous religious personalities"."

Naturligvis kan man ikke se bort fra, at de moderne cults i Bhutan fungerer på grundlag af en
veletableret buddhistisk kultur, og jeg medtager også den unge tilbagetrukne Dorje, der stiller store
krav til sig selv. Men jeg gør det, fordi man kan finde helt tilsvarende praksis i moderne vestlig ny-
buddhisme, det gælder både tresårs-tilbagetrækning og Padma's chöd-praksis.
Campbells model bygger videre på Ernst Troeltschs tredeling af kristne religiøse organisationer i
"kirke, sekt og mystik", hvor Campbell erstatter "mystik med cults".
Der er for mig ingen tvivl om, at vi oplever en parallel, men naturligvis også forskelligartet
udvikling mellem nyreligiøse tendenser i dette ellers unikt isolerede og konservative samfund og så
i vores.