Germanien: Germanernes sæder og skikke omkring vor tidsregnings begyndelse

Germanien

Tacitus Germanien

Kolofon

Tacitus Germanien

CORNELIUS TACITUS

GERMANIEN

Oversættelse og indledning

H. H. LEFOLII

Første gang udgivet af

Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse,

København, 1901—02.

Nærværende reviderede udgave

ved Peter Eliot Juhl

Indledning til Germanien

Stoffet til en skildring af landet og befolkningen i Germanien må Tacitus antages at have haft liggende samlet for sit større historiske arbejdes skyld. Hvor han har fået det fra, siger han selv intet om. Af tidligere historiske forfattere, som havde behandlet samme emne, nævner han kun en, nemlig Iulius Cæsar; denne var kommen i berøring med Germanerne under sine krige i Gallien; og i sin beretning om disse har han givet en skildring af forholdene hos dem, altså som de var halvandet hundrede år før Tacitus’ tid. Imidlertid er der steder, hvor denne taler om andres meninger, så at der altså synes at have stået ham andre forfatteres arbejder til rådighed. Dette kan således have været tilfældet med Livius, som i begyndelsen af den 104. bog af sit værk havde givet en ganske kort skildring af Germanien, og i sine sidste bøger 139—40 fortalt Drusus’ felttog mod Germanerne i årene 12 og 9 f. Kr., og med Aufidius Bassus, som omtrent en menneskealder efter Kristi fødsel forfattede et fyldigere historisk værk. Selv navngiver Tacitus alligevel, som alt antydet, ingen sådan. Men ved sin omtale af ravet følger han den forklaring, han kunde finde hos Plinius, som ved Vesuvs udbrud år 79 e. Kr. havde måttet bøde med livet for sin iver for at iagttage denne naturbegivenhed på nært hold, og i sin såkaldte naturhistorie havde behandlet emnet i den tredivte bog. Og han må da også antages at have kendt et nu tabt skrift, hvori den samme forfatter i tyve bøger havde givet en skildring af Roms krige i Germanien. Man har også troet at finde spor af, at han har benyttet Pompejus Trogus (fra det sidste årh. før Kr.), hvis universalhistorie vi nu kun kender fra det udtog, Justinus har givet deraf under Antoninerne, såvel som det større historiske værk af Sallust, som vi kun har enkelte brudstykker tilbage af, ja endog at kunne påvise skildringer, han har hentet fra Vergils hyrdedigte.

Der har været dem, der har ment, Tacitus havde været i Germanien og ikke var ukendt med landets sprog; og der er virkelig også steder, der kan synes at tyde på, at han selv har set, hvad han skildrer, og andre, hvor han opgiver germanske benævnelser på genstande, han taler om. Og de pågældende historikere har da sat tiden for hans ophold i landet til de fire år, han efter hans egne ord har været borte i fra Rom på embeds vegne, dengang Agrikola døde i året 93. Alligevel er det ikke andet end en blot gisning, at han efter sit prætur skulde have tilbragt disse fire år der som prætorisk legat. Derimod kan han jo godt have fået en del meddelelser om landet og folket fra Romere, der havde været i Germanien som befalingsmænd eller i andre stillinger, eller fra de mange Germanere, der fandtes alle vegne i Rom, navnlig i kejserens livvagt og ellers blandt gladiatorerne eller blandt trællene i privathuse eller vel endog i forskellige fri stillinger. Ellers ved vi intet om hans kilder.

Lige så lidt ved vi noget om den hensigt, Tacitus har haft med at forfatte og udgive sit lille skrift på den tid, han har gjort det på. Med den trang, han har haft til historisk viden, har han jo siddet inde med et fyldigere kendskab til det land og folk, tanker og tale hos alle, hvis synskreds blot nåede lidt udenfor deres nærmeste omgivelser, til den pågældende tid drejede sig om i Rom, og så sagtens også følt sig tilskyndet til at gøre andre delagtige i, hvad han selv har vidst. Og det har