Gourmand: En krimi med Daniel Dreyer

Af samme forfatter:

Blodhævn, ungdomsroman, papirbog, (udsolgt)

Høst & Søn, 1989

e-bog, Lindhardt og Ringhof, 2016

lydbog, Lindhardt og Ringhof, 2017

Det smukke kranie fra Købmagergade –

roman om to historiske personer,

papirbog og e-bog, BoD, 2016

lydbog, Saxo, 2018

I krimiserien Daniel & dødssynderne:

Grådighedens pris,

papirbog og e-bog, BoD, 2017

Tilegnet

Bertha

som i virkeligheden hed Tofe Berthelsen

og i skolen var den dansklærer,

der fik mig til at skrive digtehistorier i tredje klasse.

GOURMAND

Gourmand -en, -er [gur’maŋ](fr. opr. ukendt) madelsker; (…) gourmandise[gurmaŋ’di:s]fråseri, (…) det at sætte pris på meget og god mad.

Gyldendals Fremmedordbog, 10. udgave 1987

ÆDEDOLKENE

Alt for mange klager og gør vrøvl,

vi gider ikke høre deres bøvl.

Hvorfor så trist og sur?

Er du på slankekur?

Der’ sgu’ mer’ humør i os, der har figur.

Vi er de danske ædedolke, muntre glade gutter,

Hundred’ tred’ve kilo hver, se bare, hvor vi strutter.

Vi elsker alt fra laksemad til store, fede kager, som sætter sig på bagerup og vores dobbelthager.

At livet er smukt og bringer os en masse glæder,

det skønner vi skam også på, hver gang vi sætter os til bords og æder.

Af en vise af Ulrich Ravnbøl

GASTROPOESI

Jeg kunne tale højt og længe om det saftige og rosastegte Ibericosvin, der med sin tætte grillsmag gik i helt perfekt symbiose med de ristede morkler, disse fantastiske svampe med så jordslået og umamitung en smag, at man næsten skulle tro, de var blevet hentet op fra et underjordisk dødsrige.

Åh, eller brislerne med bittesmå nye danske kartofler og friskbælgede ærter, en ret, der fik tyngde og dybde fra de stegte thymuskirtlers fede jernsmag, mens en røget og kraftigt indkogt hønsefond i bunden af den dybe tallerken var så god, at man fik lyst til at få den sprøjtet direkte ind i årene med drop.

David A. Dyrholm Nielsen,

restaurationsanmeldelse, Politiken, i byen, 6. juli 2018

Indholdsfortegnelse

FJORDPAVILLONEN

GOURMAND

EN GRATIS MIDDAG?

BYGGEMØDE I GASTROLAND

ET TILFÆLDIGT SAMMENTRÆF?

REJSEGILDE

ET SLEMT ILDEBEFINDENDE

PRESSEKONFERENCE

EN UROLIG DIREKTØR

EN VRED BORGMESTER

EN RØDMENDE SAGSBEHANDLER

SOMMER I HAUBJERG

PECUNIA NON OLET

EFTERLYSNING

INSPIRATION OG RUTINE

EFTERSØGNING

VANDSKRÆK

THE LARK

EN STEMME FRA GRAVEN

EN SAG FOR EN PRIVATDETEKTIV

KLINTE ALLÉ 68

UDE GODT …

RÅVARER

EN MODVILLIG KONTORCHEF

BAMSELAND

CHOK

ALT GODT FRA STRANDEN

BÅDFART

VENINDESNAK

CAT MODELS

JAN

LA MODE NORDIQUE

L’ESTOMAC

AXEL HOLM

40

MINUS 18 GRADER

CHAMBRE SÉPARÈE

MAJ

LA SOURCE DE SANTÉ

IN ABSENTIA

TÆNKEPAUSE

TERNEHOLM

NYE SPOR

SKOVLUNDE

FORT GASTROLAND

GERDA MORTENSEN

CAMPINGVOGN

CENTRALKØKKEN

GASTRONAUT

JULIUS PÅ BESØG

PIAZZA DEL COMUNE

GUSTAV LUNDS PLADS

HUMLE

EFTERORD

TAK

CITATER

Kunne du lide GOURMAND?

Læseprøve på GRÅDIGHEDENS PRIS

FJORDPAVILLONEN

fredag 3. februar

I Haubjerg lød der ofte fnis, når man omtalte Fjordpavillonens beliggenhed i Lystskoven. Det var et faktum, at ganske mange ældre mennesker i byen var blevet undfanget her i forbindelse med stedets navnkundige sommerballer.

Tiden gik, og de unge mennesker i de næste generationer søgte nye fornøjelser, og Fjordpavillonen sygnede hen til en ussel skygge af fordums glans. Vejrligets slid afskallede de hvidmalede bygninger, en hengemt og jordslået lugt indtog værelserne med den betagende fjordudsigt, keglebanen knustes under et råddent træ i en efterårsstorm, og køkkenet blev så ringe, at ingen mere kørte ud fra byen for at nyde et par stykker højt belagte smørrebrød på terrassen. En lokal tømrermester indgav konkursbegæring mod stedet.

Og en decembernat gik det så helt galt. Branden opstod vistnok i køkkenet, og på under en time var Fjordpavillonen forvandlet til en askehob med nogle få sodsværtede stolper. Mand og mand imellem taltes der i Haubjerg, om der mon var tale om forsikringssvig, men det blev der aldrig en sag ud af. Den udbetalte forsikringssum forsvandt også hurtigt ned i kreditorernes lommer, og den tidligere indehaver rejste fra byen; ingen vidste hvorhen. Konkursboet blev nu bestyret af kreditforeningens advokater, som begærede ejendommen sat på tvangsauktion.

*

En fredag i begyndelsen af februar var der besigtigelse af ejendommen. Bygningerne var der så godt som intet tilbage af, og uanset hvem, der overtog stedet, måtte en renovering starte med entreprenørmaskinernes indtogsmarch; alt skulle ryddes.

Men selve grunden var et fund, som kunne illustrere nationalsangens ord om, at her spejlede de brede bøge sig i havets – eller fjordens – blå.

Bøgene stod ganske vist med sorte, nøgne grene, men årstiden taget i betragtning kunne stedet ikke fremstå bedre. En bleg vintersol varmede ikke meget, men den lyseblå himmel uden en eneste sky blev reflekteret i fjordens vand, som lå spejlblankt på denne vindstille dag.

En smal, asfalteret vej snoede sig gennem to hektar gammel, romantisk bøgeskov, indtil den pludselig udvidede sig og afslørede en af Sjællands smukkeste udsigter med holme og småøer og silhuetten af Haubjerg på den anden side af fjorden. Badebroen var så vakkelvorn, at den var spærret af. Hvis man ville bade, måtte det ske fra den smalle, men hvide sandstrand. Lidt væk fra badebroen udløb en lille bæk i fjorden. Den stammede fra en kilde, der udsprang oppe i skoven under hundrede meter væk.

Her var kort sagt tale om et ægte liebhavertilbud, hvor beliggenheden var et gigantisk plus i regnskabet, men hvor de nedbrændte bygningers fundament udgjorde den største værdi. I mange år havde det nemlig været umuligt at få lov til at bygge nærmere end 300 meter fra kysten. Det gjaldt dog ikke, hvis der var tale om ombygning af en ejendom, der var opført inden denne lovs indførelse. Den gamle Fjordpavillon havde ligget under 50 meter fra vandkanten, og da det meste af den havde været bygget i en enkelt etage, målte det tilbageværende fundament ikke mindre end 1250 kvadratmeter. På nøjagtig det samme sted kunne en køber med andre ord opføre en tilsvarende bygning. Og så med den beliggenhed!

Der var derfor ingen tvivl om, at netop dette forhold ville blive helt afgørende for den pris, som tvangsauktionen ugen efter ville nå op på.

Fremvisningen havde helt forventeligt vist sig at være et tilløbsstykke, og mange mennesker, hvoraf kun en lille brøkdel ville være i stand til at betale for herligheden, tog ejendommen i øjesyn.

Det københavnske advokatkontor, der stod for fremvisning og salg på kreditforeningens vegne, havde vist sendt alle mand af hus, og dets medarbejdere delte papirer ud til de interesserede og besvarede beredvilligt spørgsmål. I deres fyldige kompendier var der blandt andet oversigter over stedets økonomi, servitutter og grundplan.

*

En lille, spinkel, sirligt klædt og pomadefriseret mand med uindfattede briller gik omkring blandt de fremmødte og hilste vennesælt på alle, han mente, havde nogen som helst betydning i byen: et byrådsmedlem, formanden for Museumsforeningen, apotekeren og en ældre kunstmaler, der var indehaver af byens galleri for moderne kunst. Den lille pertentligt glatbarberede mand i sorte laksko var Per Wessel, som var chef i kommunens social- og omsorgsforvaltning. Denne stilling havde han på ingen måde opnået på grund af sine faglige kvalifikationer, men først og fremmest via sine forbindelser til byens herskende kulturelle og politiske klasse. Han havde tidligere haft lederstillinger i andre forvaltningsgrene, men alle steder lykkedes det ham at gøre sig uvenner med sine underordnede, og gang på gang blev han forflyttet til en ny afdeling, ofte til en højere stilling og løn. I dag lod han som om, at han repræsenterede kommunen, mens han i virkeligheden plejede sine personlige forbindelser.

*

En anden interesseret var en bemærkelsesværdig høj og bred mand i slutningen af trediverne. Han var muskuløs, velproportioneret og iklædt et lastefrit sæt træningstøj, som sad, så det kunne have været syet efter mål. Han havde et stort og kraftigt, men særdeles veltrimmet, gråsprængt skæg, som dækkede det meste af hans underansigt og langt, halvkruset hår, som var samlet i en hestehale. Kropsligt fremstod han som en ung mand, men de høje tindinger og nogle grå hår fortalte om hans virkelige alder i slutningen af trediverne. Han var ankommet i god tid på sin racercykel fra Skovlunde på kanten af København, hvor han boede i en lagerbygning. Næsten to og en halv times rask cykling, men han var i god form, så det var bare en dejlig tur i det flotte vejr. Efter at have parkeret cyklen op af et træ, klikkede han på stopuret, han bar om håndleddet, drak en slurk vand og tørrede panden for en anelse sved. Hans varme udåndingsluft dannede små, hvide skyer.

Nu gik han alene rundt mellem alle de øvrige nysgerrige med advokaternes kompendie i hånden. Han havde lagt det ind i en plastmappe ved siden af en fyldig A4-kuvert. Af og til noterede han et stikord i sine papirer og virkede i det hele taget meget systematisk og grundig.

Han talte ikke med andre, men bag hans ryg hviskede de nysgerrige Haubjergborgere, at det var da John Grønsund, ham fra fjernsynet!

*

Og ganske rigtigt: John Grønsund var i sine helt unge år blevet landskendt for sine flotte resultater som elitesvømmer. Én gang var han blevet europamester, og et andet år fik han sølvmedalje både ved verdensmesterskaberne og de olympiske lege.

Da hans karriere som svømmer lakkede mod enden, begyndte han også at løbe og cykle og skiftede sportsgren til triatlon. Her stillede han op, da han fyldte 25, og i de følgende år gennemførte han en del ironmen og vandt flere internationale titler.

Da han var midt i trediverne, sluttede han sin elitekarriere og brugte næsten et helt år på at gennemtænke, hvad han ville bruge resten af sit liv til. Hvis han havde været tennis-, eller fodboldspiller på allerbedste niveau, ville han kunne have levet sorgløst resten af sine dage for alle de penge, han havde tjent som aktiv sportsmand. Han besluttede, at han ville investere sine beskedne sparepenge og sit image i en ny levevej som sundhedsguru.

På få år blev han nu kendt for sine sundhedsbudskaber, som han gavmildt delte ud af i radio, tv, aviser og blade samt på sin velbesøgte hjemmeside. I en tv-serie havde han en gang fået en flok fysisk og psykisk handicappede til at dyrke mere motion og spise sundere.

Året før var han så at sige gået ind på hardwaremarkedet: En del eksklusive – og dyre – forretninger var begyndt at føre hans varer. Under varemærket Grøn & Sund solgtes for mindre formuer hans alternative, biodynamiske kosttilskud og kosmetik- blandinger udelukkende baseret på naturlige ingredienser. Sortimentet omfattede blandt meget andet varer som bæredygtige, mauritanske urteteer, eksotiske og økologiske linse- og bønnesorter, små flasker med udtræk af et udvalg af den sydamerikanske regnskovs planter, kildevand fra Andesbjergene med dokumenteret helbredende virkning samt snacks af skivede og vindtørrede japanske stillehavsgopler.

Der var ikke mange, der havde haft råd eller lyst til at købe og nyde Grøn & Sunds varer, men sidste sommer havde John Grønsund nærmest fået en åbenbaring, da han havde holdt foredrag på et midttysk kursted, hvor patienterne eller gæsterne eller kunderne – hvilket ord, man nu syntes passede bedst på dem – betalte det hvide ud af øjnene for at drikke lunkent, svovlholdigt vand otte gange om dagen, spise råkost af grove, biodynamiske grønsager og blive masseret i det lokale, ildelugtende mudder.

Da John Grønsund opdagede, at Fjordpavillonen kom til salg, så han sin store ide materialisere sig: Han ville skabe et dansk kursted, der ville komme til at stå gny om – også uden for landets grænser. Og foreløbig så det godt ud.

Hans kendte navn og image havde åbnet mange døre for ham i hans søgen efter investorer – eller sponsorer – som han foretrak at kalde dem. Hans dybe stemme virkede sammen med hans entusiastiske og smittende tro på sin plan samt hans øvrige fremtoning karismatisk, og hans koncept tiltalte i høj grad de kvindelige sponsorer, han opsøgte.

Mange mennesker havde den opfattelse, at det danske erhvervslivs øverste poster var forbeholdt de jakkesætklædte mænd med silkeslips, og det er også ganske rigtigt. Ikke desto mindre sad der i mange tilfælde en magtfuld kvinde med trådene i sine hænder bag adskillige familieejede firmaer og fonde. Og det var først og fremmest fra disse kilder, John havde forsøgt at skaffe de millioner, det ganske givet ville koste at erhverve den nedbrændte Fjordpavillon. Han manglede stadig nogle få millioner, som meget vel kunne være afgørende på den kommende auktion.

Da han havde set, hvad han ville, skiftede han tilbage til sine cykelsko, låste cyklen op og klikkede sig fast til pedalerne. Helt bevidst om den interesse, hans person vakte, trådte han resolut til og satte kursen mod Skovgården, hvor hans onkel borgmester Gustav Lund boede. På den smalle skovvej måtte han vige, da en stor, dyr bil kom kørende imod ham.

Bilen rullede stille frem, hvor skovvejen mundede ud i parkeringspladsen. Den flødefarvede Rolls Royce Silver Ghost parkerede helt henne ved brandtomten. Alle på egnen vidste, hvem der ejede den bil. De nysgerrige Haubjergborgere hviskede, om den landskendte Mads monstro var interesseret i at købe stedet.

*

Mads Rasmus Retter var vokset op på et børnehjem på Falster, som siden hen var blevet kendt for sin oprørende og forbryderiske behandling af de drenge, der boede der i tresserne og halvfjerdserne. Mads var som et misrøgtet og delvist udsultet barn blevet anbragt der, hvor han boede, indtil han forlod stedet for at komme i lære som pladesmed i Nykøbing. Siden hen omtalte han så godt som aldrig sin barndom, og han kom aldrig til at leve af at rette buler ud. Tværtimod bulede han selv ud i takt med sin voksende madglæde og mageløse appetit. Med tiden udviklede han en særdeles raffineret smag både med hensyn til mad og drikkevarer. For at få råd til at spise og drikke så opulent og så meget, som han foretrak, måtte han også tjene penge, ganske mange penge. Heldigvis viste det sig, at han fra naturens side var blevet udstyret med de evner og egenskaber, som en ægte iværksætter og handelsmand er gjort af. I de følgende år greb hans virkelyst om sig. I takt med hans voksende fysiske omfang, udvidede han også sine forgrenede virksomheder, og indeståendet på hans bankkonto voksede i samme overraskende tempo. Der blev ikke blot penge til et overdådigt privatforbrug, men også til nye investeringer i et lukrativt forretningsområde.

*

Gennem mange år havde de kommunale køkkener forsynet plejehjem og pensionister med deres daglige, varme måltider, men i den grasserende privatiseringsbølge, som snart i mange år havde hærget landet, havde man udbudt denne grundlæggende offentlige service til det private initiativ. Det var selvfølgelig vanskeligt at få befolkningen til at tro på, at det var en fordel for de gamle og for skatteyderne, at der nu blev skudt et ekstra led ind, som også skulle leve af den samme – eller en ringere – ydelse.

Argumentet, der skulle slå de offentlige køkkener ud, var derfor et evigt gentaget mantra om, at det gjaldt om at give brugerne flest mulige valgmuligheder. Kvalitet, service, leverings- sikkerhed og priser talte man ikke så højt om.

*

På denne privatiseringsbølge surfede Mads R. Retter gennem halvfemserne og nullerne. Med sit overbevisende og udadvendte væsen og sin nytænkning tilbød han kommunerne en total madløsning, som mange borgmestre og kommunaldirektører ikke kunne modstå.

Og så er det til den rene kost-pris! plejede Mads med et højlydt grin at afslutte sine salgstaler.

En totalløsning indbefattede ikke bare tre daglige retter mad til kommunernes plejehjem og pensionister, men også frokostbespisning af kommunens ansatte, på rådhusene i form af kantinemad, mens vejmænd, skolelærere, hjemmehjælpere og gartnere hver morgen fandt en madpakke på deres arbejdssted. Børn og unge i vuggestuer, børnehaver og ungdomsboliger fik også maden bragt fra Mads R. Retters centralkøkken, og skoleelevernes forældre slap for at smøre madpakker til ungerne. Det udvidede tilbud indbefattede også servering til kommunalbestyrelsesmøder, jubilæums- og afskedsreceptioner, og når der kom officielt besøg fra de kommunale venskabsbyer.

Kommune efter kommune på Lolland, Falster og Sydsjælland købte sig ind på Mads Retters tilbud, og efterhånden måtte han udvide med storkøkkener og leveringstjenester flere steder. Efter kommunesammenlægningen tog omsætningen fart og bredte sig nordpå, og netop i år havde Mads planer om at indlemme Haubjerg i sit forretningsimperium.

I nogle år spillede hans reklamebureau på at markedsføre Mads’ service ved hjælp af hans navn – Mads R. Retter – som skulle forstås og udtales som masser retter. Mads havde dog selv en udpræget fornemmelse for de kræfter, der styrede den brede befolknings smag, og fandt ordspillet lige et nummer for sofistikeret. Han fyrede derfor bureauet og døbte på eget initiativ og ansvar sin koncern om til sit eget kælenavn blandt venner: Gourmand. Samtidig tog han personligt navneforandring til Mads Gourmand.

Folk, der havde haft fransk i skolen, gøs, når den gemene hob – og Mads selv – udtalte navnet på dansk: Gur-mand med tryk på første stavelse.

Og så sørgede han for, at blive en af landets ypperste kendisser via den kulørte ugepresse og de mest kommercielle tv-kanalers underholdningsprogrammer.

Man kunne forestille sig, at der ville være et rungende gab mellem de frosne frikadeller og stegte sild, hans firma lavede til pensionisterne og så Mads’ egne kulinariske vaner, der dagligt indbefattede østers, foie gras og årgangsvine. Han gjorde intet for at underdrive sin eksorbitante smag, men henviste flere gange til, at han havde spist nok vandgrød i sit liv.

Offentligt pralede han med, at han selv var en klovn i et køkken:

"Det er ikke noget særligt at kunne skrælle kartofler, men at nyde et ypperligt måltid, se, det er virkelig en kunst."

I takt med at Mads voksede støt i fysisk omfang, voksede hans formue takket være et enestående handelstalent og held – og dygtighed –i aktie- og valutaspekulationer.

Det var heller ikke nogen hemmelighed, at han altid havde en håndfuld smukke, veltrænede unge mænd af forskellige racer boende hos sig i sin landlige luksusresidens Gastroland. Han kaldte dem sine kammerherrer med et skævt smil.

Bøsseelskere, det lyder sgu så vulgært, havde han en gang udtalt til et førende ugeblad.

Fra Rolls Roycens forsæder sprang to unge og atletiske mænd ud, den ene forsynet med en dyrt udseende lædermappe. Det var som om, alle tilskuerne holdt vejret, da bagdøren åbnedes, og Mads Gourmand i al sin magt og vælde kantede sig ud. De lokale prøvede på at lade som om, de ikke havde opdaget, at stedet havde fået besøg af en virkelig celebritet, men alligevel veg folk tilbage, så der dannedes en menneskefri korridor uanset, hvilken vej Gourmanden og hans ledsagere valgte. Kun et par mindre skoleknægte løb hen til Mads med forældrenes ejendomspapirer i hånden og bad om Mads’ autograf, som han gav dem med et smil.

Det var som om, ingen rigtigt bemærkede den elegant klædte, gråhårede og mørklødede mand i den store, uldne frakke, der fulgte i Gourmandens fodspor og så sig nysgerrigt om. Han så tydeligt ud, som om han var begejstret for det, han så. Et par gange henvendte han sig til Mads, som svarede venligt og udpegede nogle særlige punkter for sin ledsager. Nogle af de nærtstående publikummer mente, at de talte engelsk sammen. En enkelt syntes, at den fremmede lød fransk.

Det var tydeligt, at den lysebrune yngling med lædermappen agerede en slags sekretær for Mads og viste ham omkring ved de sortsvedne rester af pavillonen og ikke mindst de utrolige omgivelser. Af og til sagde Mads nogle få ord, og den unge mand noterede i sin mappe.

Da Mads og hans følge gjorde et holdt ved den forfaldne badebro, nærmede den lille chef for socialforvaltningen sig med et servilt smil ud over hele det runde, glatbarberede hoved.

Det er måske en ejendom, der har din interesse? henvendte han sig med sin høje, tynde stemme til Mads.

Ja, hvem ved?

Men du har jo Gastroland i forvejen?

Hvem er du?

Per Wessel, chef for socialforvaltningen.

Åh, det er dig. Jeg har sendt et brev til din forvaltning angående jeres udbud af den kommunale bespisning. Ved du, hvordan det går med den?

Det skal jeg undersøge så snart som i morgen, Gourmand.

Det ser jeg frem til. Med en hovedbevægelse til sine ledsagere vendte Mads om på hælen og forlod den spinkle embedsmand ved stranden.

Gourmanden og hans følge forlod Fjordpavillonen lige så pludseligt, som de var kommet.

GOURMAND

oktober – februar

I oktober året før havde Mads Gourmand deltaget i en international konference i Bordeaux, og efter de trættende møder havde han fået arrangeret en tur rundt i Dordogne-området, hvor han var mere interesseret i at udforske gastronomien end de forhistoriske huler. I fjorten dage svinede han sig til i tebladskrydret andebryst, pandestegt gåselever, kalvenyre stegt i gåsefedt, trøfler i enhver tænkelig tilberedning samt skovjordbær og mimoseis. Mads fik sig også et grundigt førstehåndsindblik i de bedste og dyreste vine fra Dordogne.

Det var herligt, at mange af de bedste restauranter – hvoraf der var flere med Michelinstjerner – fandtes på hoteller, så når Gourmand havde ædt og drukket sig en dårligdom til, kunne hans to unge ledsagere hjælpe ham op i deres suite, klæde ham af og lægge ham i seng.

I Restaurant L’Essentiel i Rue de la Clarté i Périgueux mødte Mads Jérôme Mousseau, som var chef de cuisine i Michelinrestauranten. Jérômes signaturret var kammuslinger med papirtynde skiver af lyserød rødbede i en dressing med sommertøffel, sorte hvidløg og akaciehonning. Jérôme var efter otte år i London rigtig god til engelsk, og Mads Gourmand inviterede ham op på sit værelse en formiddag.

Not for hanky-panky, but for serious business, mon cher ami, sagde Mads med udpræget falstersk accent.

Efter et par timers intens samtale med et par glas af den lokale aperitif Sarlanoix lavet på grønne valnødder havde de to mænd indgået en aftale: Gourmand skulle etablere en smuk restaurant til Jérôme Mousseau på en enestående beliggenhed ved Haubjerg tæt på hans egen bolig Gastroland.

Det ville vare nogen tid, inden Mousseau ville lære at udtale byens navn, som i hans mund nærmest lød som det franske ord for herberg. Men så kunne han jo passende øve sig, mens Mads fandt det rette sted og den rigtige arkitekt. Han lovede Jérôme, at de sammen ville etablere en restaurant, man ville komme til at tale om i hele landet, ja, i hele Europa.

I de følgende måneder stod Gourmand og Mousseau i heftig mailkorrespondance med hinanden, og projektet foldede sig rigtigt lovende ud. Flere gange i løbet af efteråret kom Mousseau på besøg i Haubjerg, som han fandt très provincial et triste.

Da Fjordpavillonen skulle fremvises i februar kom Mousseau til gengæld helt op at køre. Da Mads havde vist ham den nedbrændte fjordpavillon og dens beliggenhed, og de kørte tilbage til Gastroland, udbrød franskmanden heftigt:

Oui, oui, oui! På Rolls Roycens bagsæde kyssede han Mads først på den ene kind, så den anden fem, seks, syv gange. De to unge mænd på forsædet grinede til hinanden.

Jérôme Mousseau brød ud i en lang tirade, der kunne sammenfattes til, at her ville han kreere en restaurant, som folk ville rejse langt for at besøge.

Mon cher ami, svarede Gourmand med et stort smil, ensemble we will win. I promise you. You just wait and see!

EN GRATIS MIDDAG?

onsdag 8. februar

Om aftenen tre dage efter fremvisningen af Fjordpavillonens rester fik Adam Mortensen en telefonopringning på sin fastnettelefon.

Jeg tager den inde på kontoret, se du bare videre, sagde han til sin kone, som han havde siddet og set de regionale tv-nyheder sammen med, der er alligevel ikke noget nyt her fra byen.

På sit kontor præsenterede han sig:

Kommunaldirektør Adam Mortensen.

God aften, Mortensen, og undskyld, at jeg ringer til dig uden for kontortid, men det drejer sig også om noget privat.

Hvem taler jeg med?

Åh ja, jeg glemte helt at præsentere mig, men jeg er så tit ude for, at folk kender min stemme. Jeg hedder Mads Gourmand og bor her i Haubjerg.

Åh, ja, naturligvis, nu kender jeg din stemme.

Jeg ringer ikke for at drøfte noget vigtigt her i telefonen, men vil høre om du kan afse tid til et lille møde?

Jo, selvfølgelig. Hvornår skulle det være?

Kan du lide god mad og drikke?

Joh, hvem kan ikke det?

Jeg kan love dig, at det kan blive et møde, som måske kan vende op og ned på kommunens økonomi – og på din tilværelse.

Hvordan det?

Kan vi sige, at jeg kommer og henter dig onsdag aften klokken seks?

Der har jeg vist ikke andet for.

Meget vel, men så siger vi onsdag klokken atten uden for Skolevej 43. Og hils Gerda.

Jo, hej, lød det spagt fra Haubjerg kommunes øverste embedsmand. Idet han lagde på, tænkte han på, hvorfra Gourmand kendte både hans adresse og hans kones fornavn.

*

Da Adam Mortensen og Mads Gourmand stod ud af Rolls Roycen i Charlottenlund, holdt to af Mads’ kammerherrer dørene for dem. Chaufføren holdt sin flade hånd frem mod kommunaldirektøren.

Your phone, please, sir.

Lettere forfjamsket fandt Adam Mortensen sin mobil frem og gav den til den høje, unge mand. Fra den anden side af bilen sagde Mads Gourmand med et vindende smil:

Det vi skal snakke om i aften er 120 % privat, ikke?

Naturligvis.

Kommunaldirektøren var ikke vant til at lystre hvem som helst, men hele Mads’ tilrettelæggelse af deres udflugt kunne indgyde enhver en instinktiv autoritetstro.

De unge mænd blev ved bilen, mens de to herrer gik ind i den verdenskendte, københavnske restaurant Sabotage. Udsigten til Øresund lå kulsort gemt i støvregnen.

Indenfor hilste man venligt på Mads, som ikke behøvede at præsentere sig, og de blev ledt ind i et mindre lokale, hvor der kun var ét eneste smukt dækket bord. Alt åndede ro, luksus og behageligt overskud. Overtjeneren hilste dem velkommen, og et par andre tjenere befriede dem for deres overtøj. Mads henvendte sig lavmælt til overtjeneren:

Nielsen, hvis du og dine folk bare sørger for servering af mad og drikke, får vi ikke brug for forklaringer på, hvad vi spiser og drikke. Det eneste andet, vi skal have, er ro. Ikke sandt?

Som De ønsker, hr. Gourmand.

Har du glemt, at vi er dus, Nielsen?

Så gerne …, du!

Da champagnen var skænket, og de første appetitvækkere var serveret, lukkedes den polstrede dør lydløst bag de tjenende ånder. Mads nikkede smilende til Adam Mortensen.

Og så er vi vel også på fornavn, hr. direktør?

Adam Mortensen nikkede, og Mads løftede sit krystalglas: Skål, Adam.

Efter den første tår vin havde gjort sit overvældende indtryk på deres smagsløg, fortsatte Mads:

"Først mad og drikke, og så business."

*

To og en halv time senere blev resterne af den sidste af de toogtyve serveringer båret ud. Dybmørk bitter, revet chokolade, tynde, friturestegte bananskiver med smuldret, økologisk Stilton.

Det var godt, Nielsen. Hils i køkkenet! Og lad os så få to espressoer, Mads så