Arbejdets glæde

Af samme forfatter udgivet ved

Poul Erik Kristensen 2016 :

Fra min bitte-tid (erindringer)

Drengeår og knøsekår (erindringer)

Hedevandringer (kultur- og naturbeskrivelse)

Vredens børn (roman)

Bondens søn (roman)

Vadmelsfolk (noveller)

Udgiverens forord

Jeppe Aakjær (1866-1930) er en af Danmarks store forfattere. Hans første bog blev udgivet i 1897. Herefter kom der nye titler med jævne mellemrum, og flere kom endda i adskillige oplag.

Men tiden går, og retskrivningen ændres. Derfor har jeg i 2016 med nænsom hånd redigeret en række af Jeppe Aakjærs bøger for at fjerne nogle irritationsmomenter for nutidens læsere. Her har mit udgangspunkt været, at hvis jeg var i tvivl om en rettelse, fik Aakjærs egne ord lov til at bestå. Forfatteren har med andre ord hele tiden stået over grammatikken.

Navneord skrives med lille begyndelsesbogstav, med undtagelse af forskellige egennavne ændres aa til å, gamle stavemåder erstattes af nutidens, og enkelte ord erstattes af nye, der er mere forståelige. Endelig er der også hist og her, men bestemt ikke i noget stort omfang, blevet ændret en smule på tegnsætningen.

De fleste læsere vil formodentlig støde på dialektord, som de ikke helt forstår. Som regel vil det ikke betyde noget for forståelsen af helheden, men ellers kan ordet som regel findes på nettet i ordbog over det danske sprog.

Mit råd til læseren skal i øvrigt være: Læs bogen langsomt og med jysk sindighed. Så møder du Aakjærs mange finurligheder.

Poul Erik Kristensen

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapitel 18

Kapitel 19

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Kapitel 37

Kapitel 38

Kapitel 38

Kapitel 39

Kapitel 40

Kapitel 41

Kapitel 42

Kapitel 43

Kapitel 44

1

Septemberaftenens hvide måne gik op mellem to gravhøje, der stod ud for Sandgaardens skæve gårdsled. Længernes lave lervægge mavede sig ligesom lidt ud, mens de fik en tynd skygge over rimmen fra det pjuskede tagskæg. Duggen faldt på de grå stråtage så tæt, så man næsten kunne høre det. En stribet kat sad og gjorde sig ubemærket oppe midt på tagsiden, hvor en rotte havde gnavet et hul; nu og da kom en luftning ned fra mønningen og løftede et par af hullets halmstrå; så drejede katten hovedet et par gange i halshvirvlerne og sank så atter ind i sin pels.

Et par mus skraslede inde i strøelsdyngen bag ved slibestenen; men det kunne katten ikke tage sig af, så højt til vejrs den var, og det fik derfor lov at passere.

Sandgaardens 5 køer var kommet ind ad gårdsleddet for et kvarter siden. Manden - Niels Peter - havde selv hentet dem. De stod nu bundne ved skravvognen omme bag den fortørrede mødding og så længselsfuldt drynende hen mod de små vinduer i salshuset, hvorfra de ventede den hjælpende hånd. De tunge yvere rundede sig mod jorden under deres byrder; her og der hørtes mælkedryp i gruset.

Ud fra bryggersdøren kom en gammel kvinde med et barn ved hånden. Køerne tog imod hende med en lyd, der i sit udspring var et brøl, men i struben dæmpedes det til et kælent brum.

Bitte bosser, I venter nok hårdt på mig. Men a skuld' jo først ha' æ dyn' lettet under vor sølle muer! sagde bedstemor og strøg den nærmeste ko over snuden. - Kan du nu find' dig nogen pæne sten at lege med, bitte Visti, og så ett løbe altfor langt fra bedstemor, imens hun malker æ bos. - Så, min dreng! sagde hun og slap hans spæde hånd.

Lidt efter pladrede mælken i den gamles strippe. Det visne hoved lå bøjet til side inde i det sorte tørklæde som et tungt forgemt løg. Den indsunkne mund var idel bekymring, men de gamle malkende hænder var senede og fulde af energi. Månelyset faldt hen over de knoklede, sleje korygge, strejfede den buttede spids af et knudret horn, tittede flygtigt over den gamles skulder ned i den halvfulde malkespand for til sidst at kaste et bredt, gyldent skærf ud over vesterhusets mossede tagryg.

Det pråsede og pladrede dæmpet fra den gamles malkestrippe; ind imellem hørte man hende sukke; det rumlede inde i de hængende kobuge, når de gav mælken ned, hult - som når nogen ved aften går over en bro - langt henne.

Ih, bitte Visti, hvor er du bleven af!

Plump! lød det med et kort svup henne fra gårdhjørnet, hvor Visti morede sig med at dumpe sten i brønden.

Ih sødeste barn, kommer du til æ kjeld'. Tho der sidder jo æ ræv nede!

Det kan vær' det samm'! svarede ungen. Det var øjensynlig én af bedstemors forslidte åndrigheder.

Vil du nu komme hen til bedstemor, inden du dumper ned til æ øf-øf-gris! Bedstemor befolkede husets skikkelige brønd med alle zoologiens rædsler, men lagde ikke mærke til, at det ene åd det andet. Ved du ett, te der nede sidder en farlig storige jerrekop, der bider alle små drenge i tæerne! Det slog gotten Visti i lytten. En edderkop det var i sandhed et ræddeligt dyr, for hvilket man kunne være bekendt at vige.

Alligevel samlede Visti sig sammen til et ufatteligt mod, hentede endnu en sten fra gruset, lod den dumpe, stod forfærdet ved sin egen dristighed og lyttede med åbne læber og nedvendt øre.

Plump! kom det dybt fra brønden som en hul mumlen gennem den duggede stilhed.

Mæ rammer æ jerrekop lige på trynen! sagde Visti og knøg i det samme hen til bedstemoderen.

Her satte han sig plat ned i gruset ved siden af strippen og kendte den mættende duft af nymalket mælk, der gør småbørn så forventningsfulde og trygge.

Niels Peter kom stogende og bleg over gruset med et redskab i hånden. Han huggede en kroj i taget oven over risthusdøren, nærmede sig malkepladsen og spurgte stille: Hvordan ynder du så vor moer i dag?

Ja, Niels Peter, a tør såmænd snart ett ha' nogen mening om det. Er der nogen forandring, så er hun vel ligesom en bitte krumm' bedre.

Tror du så, hun skuld' kunn' komm' fra det - også den gang endnu?

Ja, Gud kender æ; men hun har jo da været ringere før og er endda kommen over det.

Niels Peters unge hustru var blevet syg kort efter Vistis fødsel og havde næsten ikke været oven senge siden. Huset lededes nu af hans mor, gamle Mette, der også i en væsentlig grad fik barnets opdragelse under sig. Hun var dog selv langt oppe i alderen og havde slidt hårdt i den magre gård, så livets bryderier var tit nær ved at vokse hende over hovedet, især da der var dårligt råd til pigehold i gården.

Ingen troede egentlig, at Niels Peters kone ville kunne overvinde sygdommen, en art blodforgiftning, der stod i forbindelse med Vistis fødsel; Niels Peter selv kunne dog ikke slippe håbet; han forsømte ingen aften, når han kom fra marken, at udfritte den gamle om hustruens tilstand, og altid var svaret omtrent som nu.

Niels Peter løftede trækkoens tøjr af skravpinden og gav sig til at koble de færdigmalkede køer ind. Deres tunge maver skurede hult mod den snævre dørkarm. Gamle Mette rejste sig fra den sidste ko og gik med strippen tilbage mod bryggersdøren. Bitte Visti dulrede modstræbende efter. Han fik dog endnu lejlighed til at holde sig udendørs, så længe den gamle var optaget af at si mælken.

Niels Peter kom ud på stenbroen efter at have bundet den sidste ko. Lille og mager stod han i månestrimen foran nødsdøren og så sig tungøjet omkring i den lille fattige gård, der havde udgjort hans livs ramme. Lugerne stod endnu åbne efter høstens sidste neg. Lodørens hvide kalkkors, til værn mod det, som ville én ondt, stod frisk i det klare månelys.

Barnet kom løbende hen og tog hans hånd.

- Mor op morgen - til far og lille Visti!

Niels Peter vendte sig mod salshuset, hvor de krogede kønrøgsværtede stolper omkring forstuedøren stod helt ligkistesorte i det hvide månelys.

Ja, vild’ Vorherre kun give hans minde til det, min bitte dreng! sagde Niels Peter sukkende og gik ind, som den går ind, hvis hustru er håbløs syg.

2

Man så snart, at der var noget usædvanligt på færde i den lille bondeby, der lå der med sit udsyn langt ind over heden til alle kanter. To-tre af de små træløse gårde havde flaget på halv stang, og når de andre ikke også havde det, var grunden sikkert ene den, at de ikke ejede noget flag. Den af gårdene, der lå på en skråning lidt uden for de andre, var øjensynlig begivenhedens midtpunkt. Vogne udensogns fra fyldte af mørke mennesker svingede hvert øjeblik fra den indgrøftede vej op ad ensporvejen mod denne gårds porte, og folk fra de andre gårde gik i klynger skråt over agrene mod Sandgaarden. Også her hang der et flag, en pjusket lille ting, og daskede begrædeligt mod stangens midte, mens et par krager under gennemtrængende skrig byttedes til at besætte flagknappen.

Det var en solstærk dag i aprils begyndelse. Forårets porte var åbnet på klem, alles øjne og sind var rettet ud ad mod livet og de brede marker. Folk var egentlig så glade, men de kunne jo ikke være det bekendt ved en lejlighed som denne. De kom mætte og opsnapsede ud fra bordene og stillede sig op ad hushjørnerne i små klynger og fik ild på piberne og hul på historierne. Det kneb at holde den dæmpede tone; engang imellem måtte en utidig lystighed kvæles i dølgsmål; da så man et sprutrødt lattermartret ansigt gøre sig anstrengelser for at dreje sig selv om i nakken eller dølge sig hen bag hushjørnet og de andres rygge. Det var såmænd ikke for det, der var så meget at le af, men vejret, vejret! Og især solen, der ustandselig krildrede én i toppen og strålede tusind forjættelser ind i sindet.

På et tidspunkt blev der ganske stille, da en lille bleg og tør mand med håret strøget foran ørene ligesom søvngængeragtigt gik over gården hen mod ligets stade i vognhuset.

Ja, det var svært, som det havde taget på Niels Peter. Det var også helt sært at tænke ved: For fire år siden med til deres bryllup, og nu kørte de hende til graven!

Ligskaren var begyndt at sætte sig i bevægelse. Vogn fulgte vogn i en næsten endeløs række; det var svært at få de havrefodrede heste, der endnu ikke havde fået afgøring på kræfterne ved forårsarbejdet, til at gå skikkeligt. Det var, som om også de havde fået strentet sol på hakkelsen.

Mangen en plump skank gjorde et kast mod svingeltræet og havde svært ved at ordnes ind i rækkerne af de værdigt fremskridende vogne. Toget sneglede sig hen over den grønne toft, det ene spands muler ved det andets bagsmække. Nu og da lød en plags prusten, i hvilken den ligesom nøs kraften og utålmodigheden fra sig. Vognene var bredfulde af sørgeklædte; høje hatte sad ned om gamle visne ører som jydepotter; kvindernes sorte frynseklæder vældede ud over vognhjulene. - På én gang standsede hele skaren; der hørtes bump her og der, hvor vognstjærten rendte mod formandens agestol. - Ih hvorfor holdt de endda! - Kvinderne, der sad bagerst og ved al den indpakning fuldstændig havde ophævet halsens leddeling, søgte at skele sig til nogen underretning ind imellem mændenes svajende hatteuhyrer. Det var den forreste vogn - den som kisten var på, der havde forårsaget standset. Her sad kun Niels Peter og hans 3-årige søn Visti. Niels Peter havde taget sig selv i barmen og mærket, at han havde glemt noget. I næste nu stod han og drengen ved siden af vognen. Han slog tømmen om hjulnavet og bad den lille ikke komme for nær til hestene, mens han løb hjem.

Den lille sorte mands besværlige løb over den våde toft i modsat retning af vogntoget tog sig sært ud; hans tæer var stærkt indaddrejede, hans knæ var foroverrettede, hans hårde støvler slog nu og da hult imod hinanden under løbet. Folk kunne ikke lade være at skumle over denne uregelmæssighed i ligfærden, især på de bagerste vogne, hvor der ikke var nogen af familien.

Det var nok muldsedlen, han havde glemt, og den kunne jo blot han finde. - Ja, det lignede jo Niels Peter: Sådan havde han altid været, et bitte nosselhoved, som der var ringe sæding ved. Han havde haft en god støtte i An Mari'; hun var en anden slags menneske; hun ville tifremm' ad, mens hun levede. Men nu var hun jo taget hen; hvem skulle nu holde sammen på det? Og æ bitte knægt - ja, han havde jo æ gammelmuer, men hun skulle jo snarere selv trænge til hjælp, sølle hjavl, end gi' andre hjælp. Nej, det så såmænd pojed ud til Niels Peters, det var vist det gjorde!

Sådan gik snakken på vognene, mens Niels Peter knæklede søvngængeragtigt af sted efter sin døde hustrus ligseddel.

Som de opsnapsede mænd under de høje hatteballoner sad og så ud i landskabet, grådige efter oplevelser, kom en sær skikkelse hivende ud af lyngen og ind over sandmarken.

Giv jer nu kuns stunde til det, hørte man fra én af vognene, der har vi lige justement Revling-Søren!

Tho så er det vel ham en holder efter! sagde en gammel vesen stodder med et tykt bundet klæde op for den indfaldne mund.

Skynd dig, Søren; kan du ett se, vi venter efter dig med den ene hånd.

Revling-Søren var en særling, der aldrig viste interesse for noget menneske, før han hørte om dets død; da kom han regelmæssig med en revling-krans og viste et rent respektstridigt humør, som der ofte måtte tysses stærkt på. - Alle kendte Søren, og Søren kendte alle; de råbte ham an, og han gav drøje svar igen. Sådan drog han skogrende og larmende langs hele vognrækken, uden at nogen tog ham indenbords. Først på den sidste vogn fandt han så meget plads, at han kunne svinge først sin stok, så sig selv op. Her sad da Revling-Søren baglænds med støvlerne ud over bagsmækken og et hjertensfornøjet smil i skægstubbene, men med den vidtduftende revlingkrans på sine knæ. - De magre hedefår var alle vegne kommet ud til gavlene. Frysende smålam gik omkring dem og fimrede på ledløse bagben og ville patte tiden hen.

Østenvinden jog i korte pust hen over de stenede agre og løftede kvindernes sorte frynseklæder. 30 vogne holdt i række, alstille, som sorte overbefolkede øer i solhavet. Hestene slog begærligt deres skummende kæber i den bladbrede rug langs vejen, så bidslerne farvedes helt grønne; røgen fra mændenes stumppiber steg op og lagde sig som en blå tone hen over den høje hatteskov.

- Det ta'r endda no' tid af ham.

Ih, hvem passer på æ sølle bå'n! bemærkede én af kvinderne og så fremefter udover vognranden.

Der stod Visti midt i forårsrugen og ventede på far. Hans arme stod ud fra kroppen som et par pinde. Ærmerne var en halv alen for lange; det var sagtens hans mors kåbe, der nu blev benyttet til overfrakke.

Som knægten stod her i grøn rug til knæet ved siden af moderens kiste uden rigtig at fatte, hvad der foregik, kom en lille bomlærke i raske slag ude fra rugen og satte sig med et på kistelåget, slog et par raske fløjtetriller, drejede sig hoppende nogle gange og trilrede igen. - Det tog sig så underligt ud - den lille muntre lærke mod den sorte kiste. Anede det lille sendebud fra våren og den evige natur, at småfuglenes pip fra have og mark ind ad den åhne rude havde været denne unge kvindes eneste oplivelse og glæde i to lange smertensår!

Folk studsede og gjorde hinanden opmærksomme på den lille fugl.

Se! sagde drengen og pegede henrykt med et ærme, der knækkede oven for hånden, da han løftede det.

Lærken lettede og fløj videre over forårsrugen.

Niels Peter var kommet tilbage med muldsedlen og kørte nu sin unge hustru til graven med deres treårige søn ved sin side i agestolen.

3

Visti havde næppe været stort mere end seks år, da gammelmor en dag tog ham ved hånden og ledsagede ham op til skolen. Det var en lang vej, og gammelmor var meget højtidelig. Hun havde sit sorte frynsesjal på - det var ikke sært! - Og gik og listede helt ude ved vejkanten, for at den skarpe flint ikke skulle fordærve de nye kludesko.

Visti var lutter stille forventning; hans hænder var blå af det nystampede vadmelstøj, hans små træsko satte indadtæer i det sammenføgne sand langs vejgroben.

De kom forbi en række gårde, som Visti aldrig havde set før eller anet tilværelsen af. Hver gammel træsko i vejsporet, hver storkerede på en husmønning var i og for sig en oplevelse. Men vejens største eventyr var dog et gangbræt over en skummende bæk. Visti kløv over som en kattekilling; men gammelmor stod og strittede i sutterne og påstod, at hun kom aldrig levende over. Der var rækværk på begge sider og slet ingen fare ved det, men gammelmor havde det så meget med at blive hvingelsyg, så snart noget gik ud over det sædvanlige.

Der er slet ingen fare ved det, sagde Visti og løb helt ud midt på brættet og gimpede, så det svingede som et tov.

Giv mæ så di' hånd da, knæjt! Så hold nu en-de-le godt ved mæ, bitte Visti! - Gammelmor gruede, som skulle hun over verdenshavet. Visti, der altid var vant til at se hende så koldhøgen, var ikke lidt stolt af sin førerrolle og inderst inde godt tilpas med den gamles ydmyge sindelav. Hun mere krøb end gik med den frie hånd som en ørneklo om rækværket.

Å, Gud ske nådig tak! var hendes første ord, da hun atter følte det faste land under sutterne.

Skolen havde kun lidt af den eventyrglans, som Visti havde ladet sig foregøgle. Han havde vel ikke været langt fra at tro, at det var et sted, hvor der lød englestemmer, mens man modtoges med mjød og kager; nu var de første ord han hørte, da gammelmor skubbede døren op: Vil I holde kæft, I satans unger! - Visti stod lille og ræd bag tærsklen, og tværs gennem et rum, der sløredes af tobaksrøg, så han mod en skjoldet væg dekoreret med blækklatter, en skaldet gammel herre, der sad på et treben og suttede på en stumppibe.

Da degnen opdagede, at der var fremmede ved døren, kom han ned fra sin forhøjning. Han var i træsko, og hans sorte skødefrakke, der før havde gjort tjeneste i brigsdøren (den hvælvede åbning mellem kor og skib), var nu blankslidt og overhældt med tobaksaske. Degnen og gammelmor hilste på hinanden som gode bekendte:

A kommer her med en bitte kytter te Dem. Han er ett woen te møj håk hjem'fræ; men hvad tho, en jenle bitte linning, det må han jo ta' te hans gued' nyw', om han viser sæ skødløs. Han er gavn gemmel hans aves, hans hjertesuk og hans Fadervor, og han kjender æ klokk' som nowe præjst.

Det var sandelig ikke så ringe, sagde den gamle lærer og forsøgte sig i den for ham uvante ting at klappe et barn på kinden.

Visti, der så, at degnens fingre var skidne af pibestopning, gik et skridt tilbage for at unddrage sig hans kærtegn.

Kan du ta' di' lu' å for æ degn, sagde gammelmor, mens hun overgav ham i lærerens hænder.

Hun stod endnu et øjeblik, før hun sagde: Ja, så vil a gi' Dem forwal! Hun bød degnen hånd.

Læ' wos nu si', du hører etter, hvad æ degn sejer te dæ, sagde hun til Visti og gjorde mine til at lukke døren, før hun gik.

Visti blev med et så usikker i øjnene; gammelmor ville gå, og han skulle være ene med alt dette her, denne fremmede mand der, som der hang et knudret reb ud af baglommen på, og alle de unger derinde, der sad drejet halvt om imod ham, stak mundene til hinandens ører og fnisede og så fjendtlige ud. Visti havde vel egentlig tænkt sig, at han og gammelmor dagen lang skulle have siddet pænt side om side på skolebænken, og når de gik hjem, skulle Visti nyde sin triumf og hjælpe hende over gangbrættet; hvad om gammelmor nu faldt i bækken, når hun ikke havde ham til støtte? Det ene travrige spørgsmålstegn dukkede op ved siden af det andet, indtil læreren tog ham ved hånden og førte ham