Vadmelsfolk

Af samme forfatter udgivet ved

Poul Erik Kristensen 2016 :

Fra min bitte-tid (erindringer)

Drengeår og knøsekår (erindringer)

Hedevandringer (kultur- og naturbeskrivelse)

Vredens børn (roman)

Bondens søn (roman)

Arbejdets glæde (roman)

INDHOLD

Udgiverens forord

Forfatterens fortale

Mens pølsen koger (1900)

Eros og bierne (1900)

Da lampen tændtes (1900)

Dødsfjender (1900)

Bakgaarden og dens beboere (1900)

Frederik Tapbjergs plovgilde (1900)

I Daalum Mølle (1900)

Jens Tanderup (1900)

Ene (1900)

En omløber (1900)

To om én (1901)

Julebagning (1901)

Snaps (1902)

På brandsyn (1902)

Var Grundtvig ikke præst (1902)

Når bier sværmer (1904)

Udgiverens forord

Jeppe Aakjær (1866-1930) er en af Danmarks store forfattere. Hans første bog blev udgivet i 1897. Herefter kom der nye titler med jævne mellemrum, og flere kom endda i adskillige oplag.

Men tiden går, og retskrivningen ændres. Derfor har jeg i 2016 med nænsom hånd redigeret en række af Jeppe Aakjærs bøger for at fjerne nogle irritationsmomenter for nutidens læsere. Her har mit udgangspunkt været, at hvis jeg var i tvivl om en rettelse, fik Aakjærs egne ord lov til at bestå. Forfatteren har med andre ord hele tiden stået over grammatikken.

Navneord skrives med lille begyndelsesbogstav, med undtagelse af forskellige egennavne ændres aa til å, gamle stavemåder erstattes af nutidens, og enkelte ord erstattes af nye, der er mere forståelige. Endelig er der også hist og her, men bestemt ikke i noget stort omfang, blevet ændret en smule på tegnsætningen.

De fleste læsere vil formodentlig støde på dialektord, som de ikke helt forstår. Som regel vil det ikke betyde noget for forståelsen af helheden, men ellers kan ordet som regel findes på nettet i ordbog over det danske sprog.

Mit råd til læseren skal i øvrigt være: Læs bogen langsomt og med jysk sindighed. Så møder du Aakjærs mange finurligheder.

Poul Erik Kristensen

Forfatterens fortale til 1. udgave af Vadmelsfolk

De typer og tilstande, jeg her har forsøgt at tegne, er vel nu til dels fulgt til graven. Mens således æ kæltringer gik i flokke ud og ind af mit barndomshjem, er de i vore dage endnu sjældnere end urhanen.

Dermed vil jeg dog nødig have min bog nedsat til kun at angå en svunden tid. Det centrale i dens skildringer vil endnu have gyldighed, og det væsentligste af, hvad der her fortælles om livet og sæderne i disse bortgemte egne, vil den dag i dag kunne møde enhver, der vil være over at søge det, og især den, der hellere går ad stien end ad den gruslagte vej.

Som bondeskildrer har jeg selvfølgelig ikke kunnet undgå al brug af dialekt, men jeg har anstrengt mig for at gøre læserne så få knuder som muligt ved gennem stavningen at føre fjandboens mål så nær op ad skriftsproget som muligt.

Derved har jeg naturligvis pådraget mig de cimbrers foragt, hvis galde kommer i rytmisk svingning, blot de ser et på for et po eller et så for et so.

Men jeg har troet at måtte tage disse ærede samtidiges vrede på mig for ikke at give de uskyldige udi retskrivningen alt for mange benbrækkende bogstaver at stumle over.

Jebjerg Mejeri, den 10. septbr. 1900.

Mens pølsen koger

Det var en fornøjelse at se, hvor Thøger Stisens julegris trivedes dag for dag. I bævrende flommer lå flæsket den hen ad siderne eller skød frem som poser mellem ørerne, og de små søvnige øjne forsvandt bogstaveligt i fedt som et par indbagte mandler i dej, der er i færd med at løftes.

Men det var også helt ukristeligt, som det svinebæst kunne æde.

Ingen andre end sig selv betroede konen til at fodre den, og hendes forplejning var noget, der havde både art og skik.

Mindst ti gange i døgnet trissede hun over stenene hen til svinestien, belæsset med lækkerbiskener til grisemor.

Snart var det et fad kartoffelpylling fra middagsbordet, snart en slant mælk, som hun havde knebet fra kalvenes frokost.

For Sidsel Mari gjorde sig ikke ringeste samvittighed af, hvor hun huggede det, blot det kom hendes yndling til gode.

Men når hun havde været på rov omkring i laden for at samle ind til fedtklumpen og også havde forgrebet sig på så helligt et kar som hestenes foderkop, så kunne det hænde, at manden sprang op og bandede hårdt over den satans fyldebøtte, der lå der og åd alt det, småkreaturerne og dens øvrige medbæster skulle trives af, thi klumpens tarv var justement lig det mytologiske kar, der aldrig løb over, hvor meget man end slog i det.

Med et vist hævnsygt velbehag så Thøger da ofte i ånden det fede bæst ligge med en alenlang kniv i nakken.

Men Sidsel Mari lod sig ikke afskrække af nok så mange onde ord, når det gjaldt grisemor, men styrtede uforstyrret sine strippers indhold ned i det bundløse trug, så mask og skrælling strittede alenhøjt i vejret.

Bagefter rørte hun det rundt med den bare næve for end yderligere at forhøje det forædte dyrs smaskende velbehag.

Så snart fedtklumpen hørte det plaske i truget, rejste den ørerne en lille kende fra halmen og skelede med sine onde indbagte øjne hen til madmoderen, som ville den sige: Øf! Har en dig nu igen! Kunne du ikke vide, at jeg sov!

Men Sidsel Mari rørte vedblivende rundt i ædet med sin røde næve og frembragte samtidig nogle kysselignende tungelyde for at hidlokke bæstet, og omsider trillede fedtklumpen modstræbende hen til truget og slubrede dets indhold i sig med rynker på næsen og en livstræt krølle på halespidsen.

Sådan gik dagene til ugen ind under jul.

Da antog begivenhederne en for fedtklumpen såre uheldig vending.

En grå decembermorgen indfandt tre håndfaste mænd, udstyrede med reb og andre mistænkelige redskaber, sig i grisens pindebøvl og rev den ud af sin drømmetilværelse ved et let fodspark i dens af fedt bævrende bagdel.

Grisen rejste sig med anstrengelse halvt op på enden og så med det onde blik på sine forstyrrere, der anførtes af ingen ringere end dens madmoder, som svang en lygte over dens hoved.

Under puf og råb trilledes den ud i den brandmørke gård.

Det var hundekoldt.

En skarp frost havde længe knuget egnen. Der sad endnu tjel (frost) i jorden, men det sidste døgns tid havde det tøet, så gården stod fuld af kvadder (sneælte).

Rå og fugtmættet kom blæsten ind over de dryppende tage og svøbte sig om grisens skind, så det svirpede den i børsterødderne.

Da skønnede staklen, at den var forrådt, løftede sin tryne og peb. Men al modstand til trods stødtes den over det høje dørtræ ind til bryggerset.

Her bandtes den som en forbryder på et omvendt bryggekar, hvor den – efter at være klippet i nakken med en stor uldsaks og stukket i det således friserede sted – opgav sin ånd under hjerteskærende vræl.

*

Den dag, grisen slagtedes, regnedes af børnene for en enestående festdag.

De største havde hos moderen opnået tilladelse til at blive hjemme fra skole, og så snart de første skingre hyl hørtes fra det mørke gårdsrum, slog ethvert barn, stort som lille, et par lysvågne øjne op, rejste sig i de mørke senge med et ryk, strakte halsene ud over stokken og lyttede i spænding til nattens tummel.

Og skønt de intet kunne se uden lygtelysets rødlige flakken hen over loftsfjælene, kunne de lytte sig til det alt sammen.

De kunne måle grisens modstand ved mændenes råben, ved træskoenes skramlen og grisens stærkere eller svagere hylen.

De så i tanken det hele billede: Hovedfiguren, fedtklumpen, der vraltede stridig på ømme fødder hen over de våde sten; mændene, der gik tæt ind på den og skød efter eller vred den i halen, og moderen foran med lygten og melkoppen, hvormed hun ledede staklen i fordærvelse.

Spændingen steg og steg, alt efter som den blodige handling udfoldede sig. Fra det øjeblik, da grisen havde betrådt bryggerset, blev det vanskeligere at følge begivenhederne.

De mindre børn, der hellere ville slå en gemytlig sladder af og hellere tale om grise i almindelighed end holde sig strengt til det foreliggende tilfælde, fik af de større en bestemt anmodning om at holde kæft.

Samtalen indskrænkede sig derefter for de mindres vedkommende til en kort meningsudveksling under dynen, mens Jens, en dreng på 12 år, holdt de mindre i ånde med kampens enkeltheder.

Hør! udbryder han. Og hele forsamlingen sidder med vidtskilte læber og lytter mod døren, hvorigennem der trænger en vild strudjen, dæmpede træskotramp, fjerne hvin og kamptummel.

Nu blev den lagt på karret! Så skal den stikkes.

Hvad skal den stikkes med? spørger en enfoldig sjæl.

Med en kniv naturligvis.

Gør det ondt? spørger den enfoldige videre.

Pø! Jens vil ikke spilde et ord mere på sådant et pattebarn.

Hvor lang er den kniv? spørger en anden, der nok kan lide at dvæle lidt ved mordvåbnet.

Skønt Jens også fandt dette spørgsmål ret tumpet, kunne man dog være bekendt at svare på det.

Kender du ikke stikkniven? Så du ikke, at far og jeg stod og stjenned (hvæssede) den?

Den spørgende havde ikke gjort denne iagttagelse.

Ja, når man udviste en så grov ligegyldighed for de vigtigste ting her i livet, kunne Jens ikke indlade sig på en nøjere forklaiing.

Ellers var kniven omtrent så lang, om du vil vid'et! Han rakte sin arm i vejret!

Ubav! råbte den spørgende og trak sig gysende ned under dynen.

Nu stikker de den. Hør! Hør!

Nogle helvedes hyl gennemskar mørket og de to døre.

Nu svælgede man i blodige syner oppe i alkoverne og nede i slagsengene.

Jens fortalte en historie om en gris, der i sidste øjeblik havde sprængt sine bånd og var styrtet ud i gården med kniven i nakken og havde væltet flokke af bomstærke mænd, før den blev pågrebet og kværket.

Og den historie var sand, for Jens havde selv hørt den af en af skolekammeraterne.

En lille purk begyndte nu at græde og te sig bange.

Er du tåbelig! sagde Jens.

Tror du, grisen kan komme herind!

Den lille havde vel ikke anset det for ganske usandsynligt.

Men efterhånden, som grisens jammer blev tyndere og tyndere for omsider aldeles at ophøre, forsvandt enhver skygge af ængstelse for en almindelig ubestemt glæde over, at grisen overhovedet var hjulpet over i en anden tilværelse.

Til denne bevidsthed knyttede hver især en række personlige forventninger, hvoraf et par af de håndgribeligste hed: fedtegrever og - sort pølse.

For gensidigt at styrke hinanden i disse forhåbninger fandt man på at lave en større sammenslutning, så beboerne af slagsengene kom op i alkoverne, og disses indhold atter udtømtes i den brede og forladte ægteseng.

Denne fik derved et udseende som en kæmpemæssig gåserede med udrugede gæslinger, som moderen et øjeblik har forladt.

Her fejrede man nu en vild basseralle til ære for den slagtede; de mindre havde valgt at stå på hovedet midt i dynerne, mens de større med hinanden i hænderne dansede omkring dem, så stumpskjorterne hoppede op og ned som små hvide lammehaler, mens den hele bande sang af fuld hals:

"Vi – skal have –

sorte pølser, sorte pølser, sorte pølser!"

*

Imens gik tingene deres ubønhørlige gang i bryggerset, hvor den afsjælede gris lå på en stige med en drabelig flænge bag ørerne, mens travle skygger med en kniv i den ene hånd og en dryppende væge i den anden hvirmede omkring den.

Når Sidsel Mari dyppede sin øse i den store gruekedel og lod det skoldende vand risle ud over grisens pumrede flanker for at løsne børsterne, fik det hele et spøgelseagtigt udseende, idet de tunge dampe skjulte mændene for hverandre, mens pråsene lyste med et uldent skær som gennem horn.

Ind imellem lød der så en forbandelse fra en, der i tumlen og tågen havde hugget sin ophedede pande mod den sodede bjælke.

Ellers var humøret det bedste som altid, hvor flere mennesker er i færd med et usædvanligt arbejde.

Lækatten havde knap tilendebragt sin smidige dans på husmønningen i decembersolens første stråler, før grisen lå hvid og renskrabet med lukkede øjne midt på langbordet, der allede (krummede) sig under vægten af de bugnende fedtmasser.

Mændene havde nu forladt scenen og afstået valen til Sidsel Mari og hendes tyveårige datter, Kjesten, en blankøjet skønhed med brede hofter og faste former.

Disse to for ustandseligt mellem køkken og dagligstue eller svansede omkring svinekroppen med rødme i kammen og højt opsmøgede ærmer.

Nogle timer senere havde billedet atter forvandlet sig.

Den, der på dette tidspunkt trådte ind ad Thøger Stisens rødmalede stuedør, ville mødes af en hidsig lugt af småthakket løg og knust allehånde, skiftevis overskyllet af fede duftbølger fra udrevet indmad og sønderdelt flæsk.

Der lugtede gris over hele huset.

Som en smule olie breder sig på en dams overflade, indtil den har omspændt alt, således lagde der sig over gården en fersk og fad stemning af grisemad, der bredte sig lige til ladens fjerneste kroge.

Også de umælende berørtes af denne stemning.

Katten sad med den bedste samvittighed af verden foran bryggersdøren og frådsede i kirtler og andet affald, og Dine, en tyndhåret og kuldskær køter, der i det daglige ikke var til at sparke fra kakkelovnen, stod i dag timevis med oprejste ører bag kålgårddiget og sled i grisens udkastede tarme, mens en sulten krage sad i sneen inde på pløjemarken og vendte øjnene i hovedet af misundelse.

Mens de umælende således allerede havde sat sig til bords, levede de tobenede endnu bare i forventningerne. Men de var til gengæld desto inderligere.

Tjenestekarlen vendte ikke et neg på loen, uden at en rygende pølse gled ind i hans tanker, og Jørgen Røgter, der gik manden til hånde i risthuset (det sted hvor køernes foder tilberedes), tyggede i længselsfulde pølsedrømme på udrydningsskråen, så ny forsyning stadig måtte hentes op af den dybe vestelomme.

Og efterhånden som solen nærmede sig sydvest, og skumringen lagde sig over tagene, steg den tavse forventning til en svag maveknurren, der lovede Sidsel Maris pølser en rivende afsætning.

Solen var just i færd med at gå i bjerge, da kvindfolkenes ører fangedes ved lyden af et par tykke støvlesåler i smugdøren.

Nej, Jøsses, hvem er det, der nu kommer? sagde Kjesten og fik lige tid til at kaste et kritisk blik op i spejlet og smide sit fedtede forklæde hen på en stol ved kakkelovnen.

Men det var også alt, for i samme nu smældede dørklinken, og en ung fyr med flip og humbug, der kunne vendes og tilsyneladende havde været vendt nogle gange, samt en spraglet høgefjer i hattebåndet, trådte rask ind over dørtrinet.

Nej, nu har jeg da aldrig kendt mage, er det dig, Peder! udbrød Kjesten, før den indtrædende endnu havde fået sig rigtig vendt omkring, mens en glad rødme for hende helt ned under den buttede hage.

Godda og Gud hjælp jer! sagde den indtrædende med et tonefald, der røbede æ østeregns mål.

Derpå gik han frem i stuen for at give dem hånd, hvad der tydede på, at han havde været borte fra egnen i længere tid.

Jeg har snart ikke en hånd, jeg kan være bekendt at fly dig, sagde Kjesten, men rakte ham alligevel sin isterglinsende højre, og Peder krystede den, så fedtet bandt mellem fingrene.

Jeg kunne nok tænke, te der ville komme store fremmede, for kokken galede for lidt siden i forstuen, sagde Sidsel Mari oprømt, da det kraftige håndtryk nærmede sig hende.

Vær nu endelig så god og find dig et sæde! tilføjede hun; "nu er der jo sådan en uryd herinde, så en næsten ikke kan være bekendt at byde et fremmed menneske at sætte sig ned.

Men nu bliver du da og får en bid sort pølse med de andre?"

Kjesten tørrede en træstol af; Peder satte sig på den, og snakken gik lystig i øst og vest.

Kjesten lo af alverdens ting og så skinnende hen på Peder, og Sidsel Mari lo med, mens hun ustandseligt fyldte i sit pølsehorn.

Den komne var sognefogdens søn, der havde været et par måneder på landbrugsskole.

Det var en kendt sag, at han havde et godt øje til Thøgers datter.

I så henseende havde fyren slet ikke røbet nogen dårlig smag, for Kjesten var, som man sagde, både en bovn og en geskæftig pige og én, hvem hænderne vendte rigtig på, og selv om hendes omgangsfæller nu og da bag hendes ryg kaldte hende en rigtig slåfra, var hun dog ingenlunde nogen hjåni, som enhver kunne rende med, men en trindkindet, rapmundet bondeglut med buttede, blegrøde arme og et par ben så runde og ranke som birkestammer.

Der var derfor ingen, der undrede sig over, at sognefogdens Peder syntes om Thøgers Kjesten; langt mere forbavsede det, at han endnu ikke havde gjort alvor af det, det vil sige, ikke havde bundet pigebarnet til sig ved forlovelsesring og andre synlige tegn på uskrømtet kærlighed.

Derfor troede man ikke blot i byen, men også til Thøgers, hver gang Peder på ny indfandt sig, at i dag kom han da for at oprette det forsømte.

Og hver gang Peder igen havde sagt farvel, havde moderen kaldt Kjesten ud i frammerset og spurgt hende: Har han endnu ikke sagt noget til dig?

Og regelmæssig lød det samme svar: Nej, han har såmænd ikke, det fjols!

Og så havde Sidsel Mari bandet fanden slå sig på, at næste gang han viste sig i deres dørkarm, skulle hun tale donner til ham og lade ham vide, at det var ingen manér at gå og holde hendes datter for nar. For hun kunne sagtens få sig en kæreste, når det kom an på det.

Der var slet ikke så megen storhed, sagde hun, ved at blive gift med sognefogdens søn.

Ja, hvad tho, en vidste jo, hvad der var: En god opbygget gård; det forstår sig.

Men når de var fem om at dele og ingen penge på rente, så kunne en da snart regne ud, hvor fed den kål var.

Men pas nu endlemål på, bitte Kjesten, te du ikke går hen og kommer skidt af sted ved ham, - så længe du ikke ha bedre hævs på ham, for så er det først, en ligger ved'et.

Med denne indtrængende formaning sluttede Sidsel enhver af sine moderlige forelæsninger.

Og bitte Kjesten lovede moderen ikke at vige en tomme fra ærens vej, så længe sagerne stod sådan.

Og så var Peder atter kommet til gårde, og atter blussede Kjestens kinder af henrykkelse ved at kikke på den lange, lidt fregnede fyr, som sad der og red på stolen med en halvtrøget cigar vippende mellem tænderne og hatten med høgefjeren fastklemt om tindingerne.

Så snart de havde fået den fremmede til sæde, gav Sidsel datteren lov til at gå hen og hede sig, så skulle hun nok bringe orden på resten.

Mørket lejrede sig nu tættere og tættere.

Folkene kom ind fra lo og stald og bød den fremmede et but velkommen, medens de vejrede mod pølsemaden.

Nu gælder det nok om, te en snart kan få pølsen færdig, sagde Sidsel Mari og gik ud i bryggerset, hvor der henne fra gruekedlen lød en ensformig gurglen som af padder i en digegrøft.

Vandet spilkogte, og pølserne gjorde klodsede spring i vandoverfladen.

Sidsel huggede en lang toflænet gaffel i et af de hoppende uhyrer og kneb det i skindet.

Hun rystede på hovedet og lod det atter dumpe.

Der skulle meget mere til!

Thøger Stisens gamle stuehus egnede sig kun dårligt for natlige hyrdetimer, især ved vintertid, når nordenvinden vidste at finde enhver krog bag de utætte vinduer og døre.

Der var jo kun den ene kakkelovn i hele huset og ikke ét rum, hvor to mennesker kunne gå hen og være alene med deres lykke.

Men to elskende stiller én absolut fordring til livet, nemlig at have det for sig selv.

I alle andre henseender er de nøjsomme nok.

Når den fornemme verdens mødre gribes af en nidkærheds ånd for at få en moden datter afsat, anses en vel oplyst salon med al blødagtighedens tillokkelse for at være det sted, hvor et godt udfald lettest opnås.

Anderledes i Midtjyllands fattige bøndergårde; der har en i samme retning bekymret moder ofte måttet tage sin tilflugt til - kostalden. Og en omhyggelig undersøgelse har godtgjort, at den blinde guddoms pile træffer ikke mindre sikkert i en begmørk kobås end i en af elektriske brændere oplyst salon.

Thi gled da Kjesten og hendes kæreste på listende fødder ind til de gumlende drøvtyggere, og døren var i aften så elskværdig ikke at knirke, hvad der let kunne have henledet mandfolkenes opmærksomhed på dem.

En tung, klummer luft af kraftfodring og gærende fordøjelsessstoffer slog dem i ansigtet. Men Kjesten bevægede sig hjemmevant op ad grebningen, til hun i mørket fandt en tom bås, hvori der stod en malkeskammel.

Den bød hun forekommende til sin Peder, mens hun selv satte sig eftertrykkeligt på hans knæ.

Derpå lænede hun sit blonde hår, der endnu lugtede af sæbevask, op mod hans høgefjer og påstod, at der havde hun det allerbedst i hele verden.

Nå, det var Peder vant til at høre, så det voldte ham ingen overraskelser.

Havde Peder nu også været en god og trofast ven mod sin egen stakkels Kjesten, der havde gået herhjemme og længtes så forfærdelig efter ham?

Jo; Peder erindrede i øjeblikket ikke, at der var sådan noget videre at gøre afbigt for.

Kan en stole på det? sagde Kjesten og ruskede ham lempeligt i nakkehåret.

"Når du ville kysse mig, Peder, så skulle jeg nok komme efter det.

Der kan én altid mærke, om ens kæreste farer med sladder."

Peder var straks allat (rede) til at aflægge denne generalprøve, skubbede høgefjeren bag i nakken og tog fat.

Men kvindens natur tro, søgte Kjesten på skrømt i nogle kælne drejninger med nakken at unddrage ham den mund, hun lige havde givet ham anvisning på, for dog omsider at lade ham regere efter ønske.

Hvad siger du så? spurgte han kæphøj.

Jotak, hun troede nok . . . skønt, tilføjede hun drilsk . . . der var vist alligevel lidt af en fremmed eftersmag.

Peder gjorde endnu et stormangreb, og kyssene smældede og smældede ind mellem Kjestens dæmpede latter.

Men Jøsses, Peder, du vælter mig jo! lød det pludselig i ængstelig hvisken.

Hvad så! svarede han grødet.

Men i det samme hørtes en spæd klirren mod stenene.

Så for fanden! råbte Peder og greb til lommen.

Men, Peder, du tabte da ikke dit ur?

Nej, det der var værre endnu.

Ih tho så sig da, hvad det var! Kjesten var blevet helt bange.

"Ja, ser du, Kjesten, jeg har jo egentlig aldrig talt til dig om forlovelse og den slags, for det jeg tytt, te det kunne jo altid nåes.

Men engang skal det jo gøres; og hvis jeg kunne få dig ved æ sind, så havde jeg ikke noget imod, at det blev i aften.

Og derfor skal jeg akkurat sige dig, hvad det var, der klingred, for det var sågu vore forlovelsesringe."

Vore forlovelses . . .

Ja, for du vil da vel nok ha mig! sagde han en smule mindre kæphøj.

Jeg har ganske vist købt ringene sådan, at de kan sendes tilbage; men det var jo ikke meningen af det.

Å, Peder!

Kjesten kastede sig tummelumsk af lykke ind til ham og kyssede og kærtegnede den lange lømmel, så han næppe kunne trække vejret.

Du tykkes altså, te vi skal beholde dem? sagde han spøgende.

"Å, du ved så meget godt, hvor længe jeg har gået og ventet på, at du skulle sige det bitte ord.

For når en holder så meget af et menneske, så kan en da ligeså godt være det bekendt.

Så er der jo ikke mere at snakke om."

Nej, tho det var også det, jeg var kommen i tanker om, svarede Peder.

Men hvordan skulle de finde ringene igen i dette mørke.

Ja de måtte simpelthen ligge, til de fik lys.

Kjestens ømhed blev mere og mere overvældende.

Aldrig skulle hun glemme ham den overraskelse; nej, at han havde gået så lunt med det og bestilt ringe hos guldsmeden uden at lade hende vide noget derom!

Min egen Peder! . . .

Og endnu engang lagde hun sine runde arme om hans fregnede nakke og knugede ham, så humbugen foretog en ny vending.

Peder, hvem al den medgang steg til hovedet, tog et fast tag om Kjestens fyldige hofter og sagde: Ved du, hvad jeg drømte om dig i nat?

Drømte du kanske, at du kyssed mig?

Højere op!

Måske drømte du da, at du klapped mig.

Højere op! råbte Peder endnu kryere.

Nu må du, fanden slå mig, ikke komme højere, min far! lød i det samme Sidsel Maris grove stemme.

De unge havde i deres iver ikke lagt mærke til, at den gamle havde åbnet nødsdøren og var trådt ind under de sidste udråb.

Jeg kom for resten for at sige, at nu er pølsen færdig, lagde Sidsel til for at hjælpe lidt på den forfjamskelse, som hendes uventede komme havde forårsaget.

Tak! sagde Peder og gik ned ad gangen.

Mor! sagde Kjesten og gik nær ind til Sidsel, i dag har han ringene.

Hvad for ringe har han?

Forlovelsesringene.

"Hvad siger du! Nej se da til den trædring!

Nu har jeg da nok af det: så han har bekostet dem selv!"

Ja; men de ligger i grebningen.

Jøsses, hvad siger du! Ligger forlovelsesringene i grebningen? Hvordan har I da siddet og klattet med det!

De faldt ud af Peders lomme.

Har I da stået på hovedet i kobåsen? sagde den gamle strengt.

"Å mor, hold nu op, og få os hellere fat i en lygte, at vi kan få dem fundne, før kreaturerne træder dem ned.

Og lad dig så ikke forstå med noget inde ved bordet."

Sidsel lovede at lade, som ingenting var hændet.

Lygten blev hentet, og hymens lænker forsvandt atter i Peders vestelomme.

Hvorpå man gik ind for at stikke til pølsen.

Nå, så kan du være her! sagde Thøger polisk, da Peder viste sig i stuedøren.

"Ja, vi sidder også og venter på dig med den ene hånd.

Kan du ikke skyde dig om på bænken til Mads."

Det var karlen.

Nej, far, Peder skal sidde på skamlen ved min grønne side, sagde Kjesten, der var kommet ind ad frammersdøren.

Ja sågu, det kunne der måskisig endda også være rimelighed i, svarede Thøger.

Har vor mor nu noget at sætte for os, så har vi spændt for, føjede han til og snurrede sig med et lækkersultent blik om mod køkkendøren.

Ja, hold, min far! En skal da ha det færdigt, før en kan sætte det på bordet, kom det med Sidsels gravrøst gennem køkkendøren.

Der blev en lille pause, under hvilken man kun hørte Sidsels rumsteren med køkkentøjet og børnenes løndomsfulde hvisken om, hvilke og hvor mange stykker enhver ville have.

Mens Peder og Kjesten havde gantedes i kostalden, havde Sidsel pyntet op, så hele huset lyste af renhed.

Gulvet var blevet fejet og strentet over med kridhvidt sand.

Alkovernes sorte gab var blevet overdækkede med blomstrende omhæng, langbordet med de mange ophøjede knaster var endnu vådt af skuring, og børnene var blevet vasket, og de mindste havde tilmed fået nye smækker på.

For Sidsel Mari var en kone med håndelag, og Thøger overvurderede sikkert ikke hendes betydning, når han nu og da udtalte over for naboer og venner, at ikke for hundrede rigsdaler ville han undvære den kone.

Forsamlingen gjorde unægtelig i øjeblikket et forspændt indtryk.

Thøger sad og trommede svagt med fingrene mod bordpladen, mens han gjorde ligegyldige spørgsmål til Peder om østeregnens folk.

Karlen sad og sleb kniven mod gaflen for at hidse Sidsel til at påskynde anretningen, og røgteren, der havde fået sin foldekniv op af lommen, sad og prøvede dens bid ved at skære navn i sit skeskaft.

Han var dog ikke nået længere end halvvejs med bogstavet J, begyndelsen til Jørgen, da Sidsel togede ind ad frammersdøren med et rødt fad svingende fuldt af rygende pølser.

Børnene vrinskede af henrykkelse, og Jørgen Røgter fældede sin foldekniv og gik på med krum hals.

Det samme gjorde det øvrige selskab.

Kun Kjesten sad og nippede fornemt til maden, som om hun ikke var rigtig vis på, at det sømmede sig en mø efter så megen glædelig overraskelse at skænke pølsen alt for stor opmærksomhed.

En tid lang hørtes ikke anden lyd end arbejdende kæbers retfærdige tyggen.

Den ene brede pølseskive efter den anden gled ud over fadranden og forsvandt som ved hekseri sporløst fra jordens overflade.

Bliv kun ved, go ka'le! sagde Sidsel ansporende, da hun mærkede, at man begyndte at tygge avet om.

"Der er minsæl mere, hvor det kom fra!

Det er ikke hver dag, I får den ret for næsen.

. . . Lad mig hjælpe dig, min far!"

Dette var henvendt til Peder, der prøvende sad og stak til en fedtskinnende pølseklode, der endnu lå urørt midt i lerfadet.

Sidsel strøg sin store kniv et par gange op og ned ad højre hofte, før hun lod den synke til skaftet i pølsevommen, der faldt ud over fadet med en rygende halvkugle til hver side.

Et øjeblik efter svang hun over på Peders tallerken en herlig skive, hvori bævrende isterterninger lyste som sølvmønter.

Jo, Sidsel vidste, hvor de gode bidder sad!

Ad denne vej holdt hun endnu i nogen tid sine tropper i ånde. Men der sporedes dog alle vegne en afmatning i angrebet.

Børnene var naturligvis dem, der først sagde fra.

En lille stump klagede stærkt over træthed i sin mave og blev mat og døsig båret fra fadet hen i sin seng.

Den samme vej gik de fleste andre mindreårige.

Men endnu svang røgteren kækt sin foldekniv, også tjenestekarlen fortsatte angrebet nogenlunde usvækket.

Hvad tykkes du, Jørgen, kunne det ikke være godt at få en bitte dram til den sidste bid? spurgte Thøger.

Jørgen rimmede som et gammel øg og så lyksalig op på husbonden: Jow, det kund ett vær rejn skidt.

Og du, Peder, tykkes du ikke også, dette her bliver lovlig hjejnt(fad i smagen), så vi kunne trænge til en bitte hybenkrasser at følge den sidste hen med?

"Jow såmænd, det er synd at sige nej til Guds gaver.

Men først vil jeg med jeres tilladels, sagde Peder og hævede stemmen, ha lov til at komme med et bitte ærinde, desformedelst at det er af den grund, I ser mig her i aften."

Mor og datter vekslede et forstående blik.

Jøsses, hvor Peder er blevet højtidelig, tænkte Kjesten.

Bare det var overstået!

Peder fortsatte ad sin veltalenheds bane: "Se, jeg ved ikke, om I har obselveret, te Kræn Hansens sted er bleven fal, og at det er tilbudt min far for 10.000 kr. med 3000 kroners udbetaling til næste termin og resten - 7000 kroner - som uopsigeligt kreditkasselån, der bliver stående i ejendommen.

Det er jo et meget godt sted, god jord, gode bygninger; laden blev bygget i fjor; salsen er jo det ringest, men det gælder jo også om først og fremmest, te det er godt til kreaturerne.

Besætningen kan jo lige skralde af; en hest og tre køer; men kom ejendommen på gode hænder, menes det, te den kan drives op til det dobbelte.

Handelen er så godt som afsluttet; der er dem kun en bagatel imell.

Min far ville så, te jeg skulle ta stedet og forrente de her 7000.

Det forstår sig, han ville også hjælpe til at sætte nogle flere høvder ind og sådan hen ad vejen.

Men at gå alene og knokle med det, det er en jo ikke tjent med.

Og de tjenestepiger, en fæster sig nu om stunder, er gerne nogle malorriser, der