Fortidens Identitet: Identitetens Magt 1

Unknown

Forhistorie

Tjeck

Der er ting, man aldrig glemmer. Såsom synet af det sidste liv, der forlader en menneskekrop. Et sidste åndedrag eller den hviskende bøn, der aldrig bliver fuldendt. Ven eller fjende er i det øjeblik, ligegyldigt.

Den man var før en krig, vil aldrig være den, man er efterfølgende - uanset hvor kort krigen varer. Sorgen over dem man mistede, tanken om hvor mange liv man tog og frygten. Frygten for dem man holder af.

Det er skræmmende, hvordan hjernen stopper med at reagere på den metalliske lugt af blod, der ikke længere giver en lyst til at kaste op. På en bizar måde er det fascinerende, hvordan lyden af pistoler, skrig og gråd kan blive en baggrundsstøj.

En vane.

Ikke at man glemmer, at man befinder sig på en slagmark, og at den næste døde man ser, kan være en man holder af. Man glemmer ikke at smerten, når som helst kan ramme en selv.

Den fysiske smerte.

Så meget lettere at forholde sig til end den psykiske.

Den fysiske smerte registrerede jeg ikke længere og den psykiske gjorde jeg et ihærdigt forsøg på at gemme af vejen. Blot for en stund.

Det sidste dødsfald havde været en jeg holdt af. Han havde været min træner, min mentor og det nærmeste jeg kom på at have en far. Han havde været min leder og i sin død havde han overdraget ansvaret til mig. Seksten år gammel og nu som bandeleder.

Det var ikke et ansvar, jeg nogensinde havde ønsket eller regnet med at få, men nyheden havde spredt sig; den unge Tjeck var blevet valgt til at følge den legendariske Chark. Nogen lykønskede mig, andre kondolerede og størstedelen talte om mig bag min ryg.

Det var selvfølgelig også uheldigt, at vi mistede vores leder få minutter efter vores næstkommanderende var blevet dræbt, så der officielt ikke var nogen til at lede banden. Chark havde dog sørget for at informere flere medlemmer om, at jeg skulle indtræde som næstkommanderende, hvilket viste sig at være meget heldigt.

Jeg forsøgte at danne mig et overblik, men alt var kaos og jeg var ikke en del af kommandolinjen i forvejen. Som menigt medlem vidste jeg ikke engang, hvorfor vi var i krig, andet end at vi selvfølgelig havde bakket vores allierede op.

Som leder burde jeg vide det. Jeg burde vide, om det overhovedet var en kamp, jeg havde lyst til at kæmpe.

Jeg fik øje på Kattie i mængden. Hun holdt en pistol mellem tænderne, mens hun var ved at flette sit hår. Jeg var en af de få, der kendte hende godt nok til at vide, at det var tegn på nervøsitet og træthed. Det var hendes måde at finde fokus på. Som altid fik synet af hende mig til at smile. Hun havde for nyligt farvet sit hår sort, og jeg måtte indrømme, at det fik hende til at se ældre ud. Det passede bedre til den modenhed, hun besad. Kattie havde aldrig været barn.

Mit blik gled videre og stoppede ved Zombie. Ingen havde set ham i dagevis, og kun med ham kunne vi få afsluttet denne krig. Han eller Kress måtte dø, for at det modsatte hold kunne vinde.

Jeg burde straks melde det til Kress, men synet af Adis fik mig til at tøve for længe. Han havde også set Zombie, og selvfølgelig tog han sagen i egen hånd.

Jeg så til med tilbageholdt åndedræt, mens de begge trak en pistol. De havde begge frit sigte mod den anden, og det handlede kun om, hvem der fik trykket på aftrækkeren først. De var begge parate til at dø, hvis blot de tog den anden med i faldet.

Hvad der gik gennem hovedet på Amber, er ikke til at sige, men der gik ikke mange nanosekunder fra skudende lød, til hendes krop ramte jorden, og alt blev stille. Alle stirrede på den slanke skikkelse og det blonde hår, der spredte sig om hendes ansigt. Jeg havde ikke set hende i nærheden. Selv hvis jeg havde, var hun den sidste jeg havde troet ville tage en så drastisk beslutning. Amber havde aldrig gjorde noget for andre end sig selv.

Zombie og Adis tabte pistolerne samtidig og der lød et fortvivlet skrig fra Adis, inden han kastede sig ned over hendes krop og desperat forsøgte at genoplive hende.

Mit blik fandt igen Kattie. Jeg så sorgen i hendes blik og de tårer der pressede sig på. Jeg havde aldrig før set Kattie græde. Ikke når drengene havde set ned på hende for at være en pige, og hun dermed var blevet holdt udenfor. Ikke engang dengang hun faldt ned fra muren til vandlandet, og jeg havde afleveret hende til Adis med et brækket ben, havde hun grædt. Eller dengang Adis fjernede en kugle fra hendes overarm uden at bedøve hende først.

Femten år gammel og det var anden gang hun så en veninde blive dræbt. Kattie var stærk. Men ikke så stærk.

Kattie og jeg nåede optrinnet samtidig. En larmende stilhed havde sænket sig over hele pladsen. Alle havde smidt deres våben. Krigen var ikke officielt slut, men med Amber, døde lysten til at kæmpe. Hvordan var hun overhovedet blevet så vigtig for så mange mennesker?

Zombie stod stadig og stirrede på hendes krop, i Adis’ arme. Hans mund var en tynd streg og hans blik var mørkere end nogensinde før. Han elskede hende, det havde han aldrig lagt skjul på. Det var hende, han kæmpede for at vinde, og nu havde han mistet enhver chance for at få hende tilbage.

Jeg sagde ikke noget, alligevel faldt hans blik på mig. Jeg hører, du er blevet leder. Smerten i hans stemme blev forvandlet til raseri. Livet som leder er farligt, tilføjede han, inden han kaldte sine folk til sig med en enkelt kommando og forlod stedet. Forlod kvinden han elskede, i armene på manden han hadede.

Alle trak sig tilbage nu. Vores folk gav plads til, at ledergruppen kunne samle sig omkring os. Ingen turde se på Adis.

Kress er på vej, sagde Thorn og vidste ikke, hvor han skulle se hen.

Det var Kress’ krig vi andre havde bakket op om, og Thorn vidste at det i sidste ende var The Stars’ skyld at vi havde lidt de tab vi havde. Som næstkommanderende i The Stars følte Thorn den skyld Kress ikke skænkede en tanke.

Lidt for sent, synes du ikke? påpegede Kattie vredt. De tårer jeg havde set spor af, var væk igen. Synes du ikke?

Thorn gengældte hendes blik med et fast udtryk. Hvis du har et problem med Kress’ måde at håndtere tingene på, så må du tage det med ham, svarede han, jeg er ikke Kress.

Som om du er en skid bedre, hvæssede Kattie. Jeg lagde en arm om hende og som var det det mest naturlige i verden, trak hun sig ind i mine arme. Som altid forundredes jeg over, hvor perfekt hun passede til dem. Hvor perfekt vores kroppe passede til hinanden.

Jeg fandt Kress, netop som han foldede Ambers hænder på hendes brystkasse og skubbede en kniv og en pistol ind under dem. Hendes blonde hår var nu redt igennem, og der var intet blod tilbage på hendes krop.

Du er vred på mig, konstaterede Kress, inden han vendte sig om og så på mig.

Det er intet sammenlignet med andre, svarede jeg køligt. Der er nogle, der påstår, at du er en kujon. Det var ikke let at stå overfor Kress, der trods alt var en erfaren leder og en del år ældre end mig, og så sætte spørgsmålstegn ved hans handlinger.

Jeg er leder, påpegede Kress, når du bliver ældre og får din egen erfaring, så vil du forstå.

Hvis det at være leder betyder, at andre dør i ens navn, mens man blot ser til, så er det ikke en titel, jeg ønsker, svarede jeg. Hvem af dem dræbte hende?

Fortæl mig, hvem der bruger hvilken ammunition, svarede Kress og nikkede mod de to kugler, der lå på bordet. Kuglen til højre er taget ud af hendes lunge, den til venstre er taget ud af hendes hals. Kombinationen var dødbringende.

Der var ikke stor forskel på de to kugler, men den var der. Kun fordi The Eagles, min bande, levede af at sælge dem, bemærkede jeg forskellen.

Ikke at det fortalte mig noget. Begge var de mest brugte og passede til de pistoler som alle brugte. Den ene slog en smule hårdere end den anden, mens den anden var bedre til at trænge dybere ind. Men forskellen var minimal og afhang mest af alt af, hvad der havde været med sendingen hvornår.

De vil bebrejde hinanden til evig tid, påpegede Kress. Der bliver aldrig fred mellem dem nu.

Det blev der heller ikke, hvis hun stadig var i live, svarede jeg. Hvad fanden tænkte hun på? sukkede jeg og rettede let på hendes hår.

Kress havde ret i en ting. Adis og Zombie ville aldrig tilgive hinanden, eller dem selv, at hun døde i et opgør mellem dem.

Hun var Amber, svarede Kress. Det spørgsmål har jeg stillet mig selv lige siden, hun kom her til.

2 år senere

1

Tjeck

Det var torsdag, hvilket betød, at jeg fik varer hjem. Varer bestående af våben og ammunition til videre salg.

Da det ikke rigtigt kunne lade sig gøre, at have et ulovligt skib til at læsse ulovlige varer af i Catristas fine turistområde, betalte jeg hver måned Zombie et større beløb, for at benytte den havn han havde taget ejerskab over. Kun om torsdagen kunne jeg befinde mig der, uden at risikere at blive skudt.

Fordi jeg befandt mig på havnen, fik jeg kendskab til kampen med det samme. En så stor gruppe af Zombies folk blev ikke såret i vores hverdagskampe, og træningskampene gav højst blå mærker. Der havde været rigtig kamp, og når Zombie kom fra en rigtig kamp af den størrelsesorden, var der kun én logisk modstander.

Adis.

Selv to år efter krigen, og Ambers død, bebrejdede de stadig hinanden, og de levede kun for at gøre livet surt for den anden.

Jeg overlod ansvaret til Tom, en af mine ældre medlemmer, og løb tilbage til bilen. At bekymre sig for hinanden i vores del af byen, var uundgåeligt. Jeg burde om nogen vide det. Det var mig, der solgte folk de våben, de brugte til at forsvare sig selv og bekrige hinanden med.

Mine bekymringer gjaldt som altid Kattie og børnene. Børnene, som jeg snart ikke kunne kalde børn mere. Adis havde jeg intet til overs for længere og Clay, Katties kæreste, så jeg gerne forsvinde langt væk. Han var kommet til et års tid før, havde fejet benene væk under Kattie, der ellers ikke troede på den form for kærlighed, og trukket The Shadows op fra den undergrund, som Adis havde ført dem imod. Han var helten der havde gjort hvad jeg ikke kunne.

Vores del af byen var ikke så stor. Folk i Catrista var begyndt at kalde den for Underverdenen og os der boede der, blev omtalt som De Uønskede.

Det var hvad vi var. Catristas underverden. Det sted, hvor dens hemmeligheder blev begravet og de uønskede borgere forsvandt hen. Vi var den hemmelighed, der kunne få landets overhoveder til at straffe hele byen for vores blotte tilstedeværelse. Vi burde aldrig være født, eller vi burde være afgået ved døden.

Catristas borgere havde intet at gøre blandt os, og der var ingen fare for at de forvildede sig ind på vores område. Der var samtidig taget en masse sikkerhedsforanstaltninger, der sørgede for at turisterne ikke bevægede sig ind til os. Ikke at vi ville gøre dem fortræd, men det kunne vi ikke forklare for Catristas bestyrelse, der mente at vi alle var voldtægtsforbrydere og mordere.

Så størrelsen og det faktum, at der var en meget lille chance for at møde noget andet trafik, gjorde at jeg nåede lejligheden på omtrent ti minutter. Det var få af os der havde transportmidler, som regel holdt lederne de privilegier for dem selv og de bander der havde behovet, havde et par vogne til transport.

Ikke at de transportmidler der var, var lovlige. Det var trods alt svært at købe og betale for en bil, når man i teorien slet ikke eksisterede og derfor ikke kunne have den registreret i noget navn.

Så snart jeg stoppede bilen på kanten af fortovet, vidste jeg at noget var galt. Kattie sad på den brandtrappe, der førte op til deres lejlighed på fjerde sal og hele hendes holdning gav anledning til bekymring.

Hun så vagtsomt op da jeg gik op ad trappen, og hendes blik mødte mit. Der var både sorg, frygt og bekymring i hendes grønne øjne. Det var et blik, jeg ikke havde set siden Ambers død.

Hvad er der sket? Jeg mærkede mine håndflader blive svedige af bekymring. Hvem var død? Kattie havde kun grædt én gang, og det var da Amber døde. Ikke engang i den hårde tid efterfølgende, hvor enhver anden ville være brudt sammen, havde hun grædt. Ikke at hun ikke havde søgt trøst og tryghed, men aldrig med tårer i øjnene.

Clay er såret, hviskede hun med ru stemme. Og Adis fandt en pige… Katties vejrtrækning blev hurtigere. Jeg satte mig ved siden af hende og trak hende ind i mine arme. Mine arme passede stadig perfekt omkring hendes krop. Det havde Clays tilstedeværelse ikke ændret noget ved.

Clay skal nok klare den, hviskede jeg til hende og kunne ikke lade være med at trykke mine læber blidt mod hendes hovedbund. Det var det tætteste jeg nogensinde kom på hende nu.

Det siger Kress og Thorn også, mumlede Kattie. Men pigen.., hendes stemme knak, og der gik en skælven gennem hendes krop, hun er Amber.

Jeg nåede at frygte det værste i et splitsekund. At Adis havde gravet liget op og bragt hende med hjem, men så tog fornuften alligevel over.

Amber er død, Kat, hviskede jeg. Hvem det end er, så er det ikke hende.

Snak med ham, Tjeck. Kattie trak sig væk og så bønfaldende på mig. Nu var der tårer i hendes øjne. Jeg havde lyst til at trække hende ind til mig igen og fjerne hendes smerte og bekymring. Få ham til at indse, at han ikke kan lade hende blive her.

Det var en håbløs bøn. Adis havde aldrig nogensinde lyttet til mig. Det var ikke på grund af venskab mellem os, at der var en alliance mellem The Shadows og The Eagles.

Inde i lejligheden var der en skræmmende ro. Fra køkkenet lød Kress’ og Thorns mumlende stemmer, mens de stod omkring Clay der lå på køkkenbordet. Adis stod i døren mellem køkkenet og stuen og stirrede lige frem for sig, mens han bed sine negle. Han registrerede knap min tilstedeværelse.

KC sad på hug ved sofaen og var ved at rense et sår på en slank skikkelse, mens Hope sad på de tomme ølkasser, der skulle forestille et sofabord og rakte ham tingene, som han fik brug for dem. Det var de børn, jeg bekymrede mig for. Børn, der nu formåede at tage sig af sårede. I Underverdenen blev man alt for hurtigt voksen. Ingen andre steder ville en 12-årig agere sygeplejerske for en 15-årig.

Velvidende at Kress og Thorn ville sige til, hvis de skulle bruge hjælp, besluttede jeg mig for at se nærmere på pigen.

Kattie havde ret. Dette var Amber. eller det var en der lignede hende ufatteligt meget. Det lange blonde hår med de lette naturlige krøller, det runde, nærmest dukkede ansigt med en næse, der var en anelse skæv. Hun havde endda samme lille skønhedsplet på øreflippen. Jeg behøvede ikke se hendes øjne for at vide, at de ville have samme krystalblå farve, som Ambers havde haft.

Jeg kendte kun Ambers ansigtstræk så godt, fordi jeg havde betragtet hende efter hendes død. Jeg havde prøvet at se, hvad der fik to mænd, to brødre, til at blive dødsfjender på grund af hende. Prøvet at forstå hvordan lige præcis hendes død, kunne stoppe en krig uden en vinder.

Jeg ved det, hun ligner Amber, sagde KC lavmeldt, mens han med erfarne hænder syede en rift i hendes overarm. Men det er ikke hende.

Eftersom den rigtige Amber har været begravet i to år, vil hun næppe være så køn, hvis vi graver hende op, påpegede jeg og knælede ved siden af KC. Jeg havde fået øje på et skudsår i baghovedet på hende.

Jeg behøvede ikke bede Hope om det, før hun lagde en lille lygte og en skalpel i min hånd. Når det kom til dette, var hun lige så erfaren som de ældre, der var oplært i det. Hos Hope var det virkeligheden, der havde lært hende tingene.

Hvad er der sket med hende? spurgte jeg, mens jeg begyndte at undersøge hendes baghoved nærmere.

Hun blev fanget midt i vores kamp mod Zombie. KC snakkede stadig lavt, som var han bange for at nogen hørte os. Nogen har ramt hende i nakken, men der er mange andre skræmmer, der ikke er kampens skyld.

Hvem er hun? Jeg holdt lygten mellem mine læber og det forvrængede ordene. Men jeg havde brug for begge mine hænder til at foretage det lille snit, der skulle til for at jeg kunne få kuglen ud.

Sarah Nobelholm, hviskede KC og skævede til Adis. Jeg måtte lukke øjnene to sekunder. Nobelholm var en af de syv familier, der praktisk talt styrede byen Catrista. Hun havde familie i den bestyrelse, der lige nu holdt vores eksistens hemmelig for landets præsident, men når som helst kunne afsløre os og kaste os ud i en kamp, vi ikke kunne vinde.

Jeg sagde ikke mere, før jeg kunne ligge kuglen på bordet. Hope var hurtig til at give mig noget at tørre blod væk med samt nål og tråd til at lukke såret.

Hvordan er hun havnet hos os? Spørgsmålet var mest rettet til mig selv. Alligevel svarede KC;

Mit bedste bud er The Suns, svarede KC og mødte mit blik.

The Suns levede af at få folk til at forsvinde sporløst, at torturere og give folk en lærestreg. Ikke kun Underverdenens beboer, men også for Catristas rige familier. Dem der havde råd til at betale hans priser. Det var et logisk gæt.

Medmindre hun er stukket af hertil? foreslog jeg.

Det har hun ikke hjerne nok til, svarede KC med en hovedrysten. Overklassens piger er pæne, men dumme. Sådan ønsker deres fædre dem. Dumme kvinder stiller ikke spørgsmål. Jeg vidste godt, at KC havde ret. Hvis overklassens døtre var klogere, ville flere af dem finde vej til os. Spørgsmålet er hvorfor, og hvem, der har betalt ham for det? KC så eftertænksomt på hende igen.

Det er ikke kun Sunny, blandede Hope sig. Se på hendes hals og hendes håndled. The Suns holder højst sine gidsler et par dage.

Hope havde ret. Der var mærker efter reb om hendes hals og det lignede, at hendes håndled flere gange havde været skåret op. Muligvis af tyndt reb eller håndjern. Det var ikke Sunnys værk.

Det er ikke let at være datter af overklassen, konstaterede KC tørt. Han om nogen vidste det, han havde haft sit liv i Catrista. Lad os flytte hende ind i en seng.

Jeg løftede pigen op fra sofaen. Hun føltes let i mine arme. Så skrøbelig og slet ikke egnet til et liv blandt os.

Da hun lå på sengen, fjernede jeg forsigtigt tøjet fra hendes krop, så jeg kunne se alle sår og mærker. Hendes hud bar flere ar og mærker end vores, os der levede blandt våben, gjorde. Alene det, var grund til bekymring.

Jeg ved godt, at det er dumt at lade hende bliver her, men jeg har ikke lyst til at sende hende hjem til den behandling, sagde KC bag mig. Han mindede mig om mig selv, da jeg var i hans alder. Ihærdig efter at lære og utålmodig efter at blive voksen nok til at blive taget seriøst. Hans ivrighed og modenhed ville give ham en god karriere blandt os.

Adis og Kattie holdt sig i hver deres ende af rummet og nægtede at se på hinanden.

Glem lige jeres skænderi et øjeblik, bad jeg dem begge. Jeg havde lagt dynen over pigen, så de ikke kunne se hendes krop endnu. Glem, at hun ligner Amber og tænk på hende som en ganske almindelig pige, bare et øjeblik.

Adis gjorde tegn til, at jeg skulle fortsætte. Hans mørke øjne vidnede om den smerte, han havde været igennem de sidste to år og hans holdning vidnede om, at han var ligeglad med, hvad jeg havde at sige.

Hendes navn er Sarah Nobelholm, startede jeg med at forklare. KC genkendte hende. Hun er datter af Nobelholm. Det var en vigtig detalje at huske.

John Nobelholm, bemærkede KC, viceborgmesteren. Ikke at det ændrede ved noget. Den ene eller den anden bror, kom ud på et for vores vedkommende.

Under jeres kamp er hun blevet ramt i baghovedet og KC og jeg gætter på, at hun har været en tur forbi Sunny. Men det forklarer ikke resten. Jeg trak dynen af hende og hendes krop kom endnu engang til syne.

Helt ærligt, Tjeck. Adis trådte frem og sendte mig et irettesættende blik, som var jeg stadig drengen, der brugte dagen på at klatre i træer og snige mig ind i forlystelsesparkerne.

Videnskab, Adis, sagde jeg strengt til ham. Bemærk mærkerne på hendes hals og arme. Jeg lyste med lygten og begge trådte de nærmere. Jeg kunne se rædslen i Katties blik og vreden i Adis’.

Nogen har holdt hende nede. Kattie lod en finger køre langs mærkerne på hendes over arm. Selvfølgelig var det dem, Kattie bemærkede. Hvor tit var hun ikke kommet til mig med præcis samme mærker. Mærker efter stærke arme, der havde holdt hende fast. Katties blik var allerede gledet videre og jeg vidste, at hun ledte efter samme tegn, som jeg selv havde ledt efter.

Og forsøgt at kvæle hende, kommenterede Adis. Det er ikke kun Sunny, der har sat sine aftryk på hendes krop.

Hendes far, Katties stemme var nærmest en hvisken. Eller måske en mand? Catristas kvinder bliver giftet bort tidligt. Jeg kunne ligefrem selv fornemme den knude, der måtte være i Katties hals. Hun er blevet voldtaget..

Adis’ blik fulgte endelig Katties.

Er du… Adis stoppede sig selv og for første gang, så jeg et glimt af fortrydelse i hans blik. Han vidste altså godt, hvad han havde udsat Kattie for.

Pis. Kattie drejede sig rundt og slå en knytnæve ind i væggen. Nu kan jeg ikke argumentere for, hvorfor hun skal væk herfra. Hun rystede sin hånd inden hun holdt den ind til sig.

Jeg kan tage hende med mig. Det var Adis, jeg så på. Der er ingen grund til, at hun skal blive her og rive op i din sorg.

Jo! Adis’ blik blev igen hårdt. Hun bliver her. Det var mig, der fandt hende og mig, der har et ansvar overfor hende. Jeg kunne se håbet forlade Katties blik. KC lagde en arm om hendes skuldre og overraskende nok, accepterede hun det.

Om Adis afviste mit tilbud, fordi hun lignede Amber, eller fordi han ikke værdsatte mig som leder, kunne jeg ikke finde ud af. Faktisk var jeg ligeglad med, hvad han mente om mig.

Husk, at hun ikke er hende, uanset hvor meget hun ligner. Jeg lagde dynen over hende igen og forlod værelset.

Som ventet fulgte Kattie efter mig. Ude på gangen trak jeg hende ind i mine arme igen.

Det skal nok komme til at gå, lovede jeg hende. KC er stærkere og næsten voksen, og Clay er her denne gang. Hope er ældre…

Clay er såret, afbrød Kattie mig træt. Adis ender med stofferne igen. I otte måneder har han ikke rørt dem…

Hold dig fra ham, når han tager dem, hviskede jeg til hende. Lad ham ødelægge sig selv, du behøver ikke forsøge at redde ham på din egen bekostning.

Kress og Thorn kom bærende på Clay i det samme og Kattie trak sig hurtigt væk for at åbne døren indtil deres værelse.

Han klarer sig, lovede Kress. Sørg for, at han bliver i sengen og ikke foretager sig noget, der får sårene til at springe op. Om han får sit syn igen, må tiden vise. Han klappede Kattie på skulderen og sendte hende et forsigtigt smil. Kress var ikke så god til at trøste eller håndtere kvinder.

Pigen? Kress så spørgende på mig og jeg fortalte ham, hvad jeg vidste. Alt. Hvert eneste mærke og hvert eneste gæt vi havde. Hun hører ikke til her, påpegede Kress, da jeg var færdig.

Hvem gør det, når de lige er kommet? spurgte jeg. Jeg er mest bekymret for Adis. Det vil komme til at påvirke ham.

2

Amber

At vågne op med smerter var ikke nyt for mig. Så meget vidste jeg. Men at vågne op og føle sig så forvirret, det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kunne ikke huske, hvad der var sket, siden hele min krop kunne gøre så ondt. Havde jeg været ude for en ulykke af en art? Eller været oppe at slås? Hvorfor var smerten velkendt, når jeg ikke kunne huske hvorfor den var der?

Hvad var der sket?

Jeg turde ikke bevæge mig, og jeg kunne ikke overskue at åbne øjnene. I stedet forsøgte jeg at samle mine tanker. Jeg vidste at jeg have ondt, og at det ikke var normalt, men hvad vidste jeg mere?

Hvem var jeg?

Jeg åbnede øjnene og stirrede op i et gråt loft, der manglede flere loftplader og havde isolering hængende i hjørnerne.

Hvor var jeg?

Væggene havde uden tvivl været hvide engang. Og før det havde de været rosa. Det var længe siden, at nogen havde istandsat dette rum, og det lod ikke til at nogen tog sig af, at tapetet var forsvundet og efterladt spor af det forrige tapet, og tapetet før det. Nogle steder kunne man se helt ind til gipspladen, og enkelte steder var der hul helt ind til isoleringen.

Vinduet havde et stykke plastik spændt ud over det og selvom det var beskidt, kunne jeg lige ane det ødelagte glas bagved.

Møbler var der heller ikke gjort meget ved. Dobbeltsengen jeg lå i var skam behagelig nok og det mørkeblå sengetøj virkede forholdsvist rent, men ud over det var der kun en kommode ved siden af døren og en stol ved siden af sengen hvor nogen havde sat et glas vand.

Jeg forsøgte at sætte mig op, men smerten var så uudholdelig at jeg hurtigt opgav. I stedet formede en knude sig i brystet på mig, og jeg mærkede en klump i halsen. Jeg kunne intet gøre for at holde tårer og en hulken tilbage.

Det bankede tre gange på døren, inden en ung mand trådte ind. Mand var nok så meget sagt. Selvom han havde en muskuløs og stærk krop så var hans ansigt var ungt. Han havde et tykt lyst hår, der var sat med en god portion voks og han var klædt i et par løse, mørke bukser,